Fortsæt til indhold
Kultur

Forsvundet civilisation fundet i regnskovens dyb

En flok arkæologer har gjort et opsigtsvækkende fund dybt inde i Honduras’ regnskov: Et af de sidste videnskabeligt uudforskede steder på kloden.

I næsten 100 år har sagnet om ”Den Hvide By” eller ”Abegudens By” spundet historien om et paradis på jord gemt i regnskoven, hvorfra ingen besøgende nogensinde er vendt tilbage.

Det var i jagten på netop ”Den Hvide By”, at et hold arkæologer fra Colorado State University nu har gjort et opsigtsvækkende fund dybt i en ukendt, afsidesliggende del af Honduras’ dybe regnskov: En hidtil ukendt kultur af mennesker, der levede på stedet for 1.000 år siden. Det rapporterer National Geographic.

Den fortabte by indeholder flere store pladser, gravhøje og en pyramide. Arkæologerne fandt desuden en samling besynderlige udskårne stenansigter og mistænker, at meget mere ligger begravet under junglen.

Den glemte kultur forsvandt pludseligt for ca. 1.000 år siden, og stedet er ikke siden rørt af mennesker. Alt står og ligger, som det blev efterladt i fortiden.

”Stedets uberørte tilstand er unik,” fortalte en af arkæologerne fra holdet, Christopher Fisher, da også National Geographic.

Stedet er et af de sidste videnskabeligt uudforskede steder på jorden, og de glemte ruiner blev spottet ved et tilfælde under en rekognosceringflyvning over dalen La Mosquita i 2012.

Flere opdagelsesrejsende har i tidens løb forsøgt at finde ”Den Hvide By” i junglen. Den mest kendte ekspedition blev i 1940 ledt under den opdagelsesrejsende Theodore Morde. Han hævdede, at han havde fundet byen, efter at han vendte tilbage med tusindvis af artefakter og kunstgenstande. Desuden hævdede han at have fundet en kolossal, begravet abestatue, men hans påstand gik med ham i graven, da han af frygt nægtede at oplyse hvor.

Forskere mener ikke længere, at der blot er tale om én ”Den Hvide By”, men at der ligger flere gemte og glemte civilisationer tabt i jungleområdet, som ifølge etnobotanist Mark Plotkin er det mest uforstyrrede stykke regnskov i Centralamerika.