I inkaernes fodspor – Jagten på Machu Picchu

Klokken er kun halv fire om morgenen, da vores guide vækker os. Det er isnede koldt, og vores ben er ømme og hovederne tunge, da vi modvilligt kryber ud af den varme sovepose. Vi har mest af alt lyst til at blive liggende, men vores iver efter endelig at skulle se Machu Picchu vinder over trætheden. Vi er oppe i højderne, og der er lang tid til, at solen står op, så vi tager alt vores medbragte tøj på for at holde varmen. Udenfor venter vores morgenfriske kok med en varm kop kakao og pandekager, som ikke kun hjælper på kropstemperaturen, men også på humøret.

Vi skal tidligt op for at gå de sidste seks kilometer til Machu Picchu tids nok til at se den berømte inkaby badet i morgenens solstråler. Vi har overnattet i et lille telt omgivet af høje træer og store klippeblokke på en bjergside dybt inde i de dramatiske Andesbjerge.

Det er stadig mørkt, da vi begiver os af sted med pandelamperne spændt godt fast. Til at begynde med lystrer vores stive, trætte lemmer ikke, og bare at gå op eller ned af et enkelt stentrin er næsten uoverkommeligt. Klippesiden er stejl, og sporet er ujævnt, så det gælder om at holde koncentrationen, selv om det er tidligt om morgenen. Vi går godt til, for der er kamp om at nå Machu Picchu først. Udsigten er alle prøvelserne værd. Som solen langsomt kryber over horisonten, løfter den sløret for de imponerende bjergtoppe, der omgiver os.

Efter en halv times vandring er kroppen ved at være varmet op, og smerterne er næsten forsvundet. Kort efter solopgang når vi den såkaldte solport, som markerer indgangen til Machu Picchu. Herfra strømmer solens stråler ind over byen ved sommersolhverv og rammer direkte ind gennem et lille vindue i byens helligste bygning, soltemplet. Fra solporten bliver vi belønnet med det første og længe ventede glimt af byen. Heroppefra kan vi kigge ud over inkaernes storslåede bygningsværk, mens vi langsomt nærmer os endemålet.

Bygget i 2.400 meters højde på siden af et bjerg strækker Machu Picchu sig ud over klippesiden. Ruinerne er velbevarede og vidner om en storslået og mystisk civilisation.

Hovedstaden i det gamle rige

Vi begyndte vores rejse i den charmerende by Cuzco, som var hovedstaden i inkariget. Byen ligger i 3.400 meters højde, og selve landingen med flyet midt mellem de glimtende bjergtinder er hele besøget værd. Cuzco er i dag en hyggelig by med bygningsværker, der vidner om både inkaernes og spaniernes tilstedeværelse.

Vi bruger et par dage på at akklimatisere, så vi er klar til turen gennem Andesbjergene. Vi har en smule hovedpine og lidt kvalme, så det er tiltrængt. Vi har ikke taget højdesygepiller med, så vi kaster os i stedet ud i den lokale kur mod de trykkende højdemeter – te lavet på blade fra coca-planten. Den smager ikke videre godt, første gang vi prøver, men med lidt sukker tilsat vænner vi os hurtigt til smagen, og det bliver til den ene kop efter den anden. Om det decideret hjælper, ved vi ikke helt, men efter et par dage er vi ovenpå igen og klar til inka-trailet.

Det er kun muligt at gå langs inka-trailet til Machu Picchu, hvis man booker en tur med et selskab. Og da der kun bliver lukket 500 personer ind per dag på sporet, skal man gerne bestille turen op til et halvt år i forvejen. Vi har valgt selskabet Peru Treks på grund af de gode anbefalinger, og det kommer vi ikke til at fortryde.

Vi starter vores vandretur ved det første checkpoint på ruten lidt uden for byen Ollantaytambo. Vi tæller ti turister i vores gruppe, to guider, en kok og sytten bærere. Alt i alt er vi en flok på 30, da vi begiver os af sted.

Vi overvinder Dead Woman’s Pass

Inka-trailet dækker store dele af Sydamerika. Det løber for eksempel fra Ecuador i nord til Chile i syd. Alt i alt er der omkring 40.000 kilometer spor – alt sammen bygget af inkaerne. Vi skal gå 42 kilometer langs sporet til Machu Picchu. Vi lægger ud i 2.600 meters højde og skal ende i 2.400 meters højde, men imellem os og Machu Picchu ligger en række bjergpas, vi først skal forcere.

Vi går omkring tolv kilometer hver dag. Vi har de sytten bærere med, som i kæmpe rygsække bærer alle vores telte, liggeunderlag, soveposer og mad. Al maden skal bæres hele vejen, for der er ingen byer undervejs på sporet. Det eneste, vi kan købe langs trailet, er en sodavand og et stykke slik, og det er endda kun de to første dage. Derefter må vi vente, til vi kommer frem til Machu Picchu. Vi har også en kok med, som laver mad til os morgen, middag og aften. Om natten sover vi i små telte, som bærerne slår op om aftenen og pakker sammen om morgenen.

Luften er dejlig varm om dagen, når solen er fremme, men når mørket falder på omkring klokken halv seks, falder temperaturen drastisk til minusgrader. Det er en kold fornøjelse, der får soveposen til at lokke ualmindeligt meget.

Vores kok laver en fantastisk treretters menu hver aften – det er imponerende, hvad han kan udrette med så få ingredienser. Vi får supper, sammenkogte retter og hjemmelavet pizza. Vi får sågar kage, som er blevet bagt på et gasblus. Det hele smager utrolig godt.

Førstedagen går rimelig smertefrit. Vi følger en jævn grussti, der snor sig tilforladeligt gennem bjergene uden den store stigning, så der er ingen sved på panden i dag. Vi er ved godt mod, da vi når vores lejr, der ligger i en dal omgivet af høje, sneklædte tinder midt inde i bjergkæden gemt langt væk fra omverdenen. Men da vi står op næste morgen, kan nervøsiteten ses i vores øjne. Det højeste pas møder vi nemlig på andendagen. Det kaldes Dead Woman’s Pass. Ikke fordi en kvinde er død på bjergtoppen, men fordi klippeformationen ligner en kvinde, der ligger ned. Selv om vi dog har svært ved at se det.

Seks timers vandring venter os – og det går stejlt opad. Det er hårdt. Vi skal op i 4.200 meters højde, så vi drikker rigeligt med vand og tager det i et stille og roligt tempo for at undgå højdesyge. Det er varmt, og vi må hurtigt smide det ene lag tøj efter andet, indtil vi går i shorts og T-shirt.

Først på dagen går vi gennem en slags jungle, frodig og fugtig. Men jo højere op vi kommer, jo goldere bliver landskabet, og til sidst er der ikke andet end små buske og klipper omkring os. Stien er langt mere ujævn i dag, og vi må balancere på store klippestykker og kæmpe os op ad høje stentrin. Vi hiver efter vejret på grund af anstrengelsen, vores ben syrer, og hovederne værker i den alt for tynde luft. Uendeligt langsomt nærmer vi os toppen, og de sidste skridt er næsten ulidelige. Men op kommer vi, og vi kaster os straks over at forevige vores sejr med det ene billede efter det andet.

Men vores prøvelser er langtfra ovre. Netop som vi har fået pusten, slår vejret pludselig om, og tunge skyer trækker ind over passet. Det begynder at hagle og regne, og på bare ti sekunder er vi gennemblødte. Nu går turen nedad. Sporet består hovedsageligt af store ujævne sten, som skal forestille at udgøre det for en slags trappe, men sneen, som nu begynder at lægge sig, har forvandlet den til en ren rutsjebane. Så det er et skridt af gangen. Flere falder og slår deres haleben. Lige nu er vi lykkelige for, at vi i sidste øjeblik besluttede os for at tage vores vandrestøvler på i stedet for kondisko, for takket være støvlerne står vi godt fast, og vores fødder bliver ikke våde. Det tager os to timer at komme ned fra passet, og da vi endelig ankommer til lejren, er det mørkt og koldt, og vi kan ikke længere mærke vores tæer.

Heldigvis har vores kok endnu engang brilleret og møder os med en varm kop kakao og popcorn. Det er tiltrængt. Desværre har vi ikke nogen mulighed for at tørre vores våde tøj, så vi skifter til det sidste par tørre bukser, vi har, og håber på bedre vejr næste dag.

Inkabyer og imponerende bærere

Undervejs på vandreturen støder vi på en række mindre inkabyer. De ser alle sammen imponerende ud, som de ligger spredt ud over bjergsiderne. Det ligner nærmest, at de er klistret fast til de stejle skråninger. Byerne er meget forskellige i udseende og størrelse. Nogle har høje mure og udkigspunkter og minder om borge fra middelalderen, mens andre er åbne, sparsomt bebygget og forbundet med store græsarealer til dyrkning af jorden. Vores guide, Elistan, er en glimrende fortæller, og han forklarer os, hvad byerne blev brugt til, dengang de var beboet. De har hvert deres formål, og det er tydeligt, når man ser på deres udformning. Nogle byer er udkigsposter, mens andre er landbrugsbyer, som forsyner de øvrige inkabyer. De fleste er bygget mellem år 1200 og 1500, hvor inkaerne havde deres storhedstid. Vi stopper op og tager et hvil, mens vi lader os henføre til historier om et noget anderledes folkefærd.

Det gør vores bærere dog ikke. De fortsætter i et tempo, vi slet ikke kan følge med i. Elistan fortæller, at de bedste atleter i verden kan løbe sporet på under fire timer. Et helt maraton i 3.000 meters højde op og ned af pas og klipper.

Og det tror vi på, når vi ser på vores bærere. De er intet mindre end fantastiske. Med femogtyve kilo på ryggen løber de fra lejr til lejr så let som ingenting, mens vi andre pruster og stønner – og holder den ene pause efter den anden.

Den yngste bærer i gruppen er bare 18 år, og det er hans første tur på trailet. Han kommer fra en provins ikke langt fra området, så han er vant til at klatre i bjerge. Den ældste er 58 år og har seks børn. Han har gået turen i tyve år snart – og så endda i gummisandaler lavet af bildæk.

Fortryllet af den tabte by

Vi er godt udkørte og ømme i kroppen, da vi endelig når frem til Machu Picchu på sidstedagen. Men trætheden viger for begejstringen, og vi kaster os straks ud i at udforske den tabte by, som den kaldes.

Huse og templer breder sig ud over bjergsiden, og små stier snor sig rundt mellem bygningerne. Byen er inddelt i to områder – et boligområde og et religiøst område, hvor også kongen havde sin residens med udsigt ud over byen.

Vi klatrer ivrige op og ned ad de stejle trapper, som fører os gennem inkaernes by. Soltemplet er den mest imponerende bygning i Machu Picchu, og det er tydeligt at se, at inkaerne har gjort sig ekstra umage, da de byggede helligdommen til deres gud. Men også det rå og dramatiske Kondortempel tager pusten fra os. Det ligner næsten en kæmpe kondor, der kommer flyvende mod os med vingerne spredt og gabet åbent. Her ofrede inkaerne gaver til deres gud.

Vi snurrer rundt om os selv og farer næsten vild i boligområdet, der pludselig føles som en labyrint af huse, stier og blindgyder. Selv om byen ikke er voldsomt stor, bliver den ene time hurtigt afløst af den næste, mens vi ærefrygtigt sniger os rundt og fortaber os i inkakulturen.

Byen blev bygget omkring år 1450 og forladt kun 100 år senere, da spanierne invaderede landet og efterlod inkariget i ruiner. Machu Picchu har altid været kendt af de lokale i området, men den blev først kendt for omverdenen, da den amerikanske professor og opdagelsesrejsende Hiram Bingham fandt den i 1911.

Han har udgravet de fleste inkabyer i Peru i sin jagt på at finde den sidste inkaby, hvor alle rigdomme efter sigende blev gemt væk, da spanierne satte fod på kontinentet. Den såkaldte Vilcabamba. Machu Picchu viste sig dog at være en langt større opdagelse.

En by for de udvalgte

Machu Picchu er den mest storslåede inkaby, som er fundet til dags dato, og den sidste store by, inkaerne byggede, men den gemte dog ikke på guld og rigdomme, som Hiram Bingham håbede. Det menes i stedet, at det var en kongeby, et religiøst centrum og en by for de lærde. Her samledes de største hoveder inden for astronomi, teologi og agrikultur og udførte eksperimenter for at forbedre inkaernes civilisation. For eksempel finder man i Machu Picchu en masse terrasser, hvor der blev dyrket nye sorter af forskellige afgrøder – især kartofler. Når en ny afgrøde var blevet tilpasset klimaet og gav et godt udbytte, blev den spredt ud til de omkringliggende inkabyer i området.

Terrasserne spreder sig over klippesiden, og der er flere, end vi kan tælle. De fortsætter hele vejen rundt om byen. Lamaer vandrer op og ned langs de frodige afsatser og spiser sig mætte i det grønne græs. De ænser os ikke, da vi nysgerrigt nærmer os.

Selve terrasserne er en bedrift i sig selv. Med ni måneders regn om året burde de i princippet være styrtet sammen for lang tid siden. Men inkaerne lagde dræn ind i bjerget for at lede vandet væk, og terrasserne står stadig den dag i dag.

Machu Picchu er truet på overlevelsen af både det hårde vejr og de mange turister, der strømmer til. I 2007 blev byen kåret som en af verdens nye syv vidundere, og det har ikke gjort interessen mindre. Derfor har regeringen sat et loft på antallet af besøgende, og der arbejdes hårdt på at restaurere og bevare den tabte by.

Tre råd til rejsen

Læs mere på:

www.perutreks.com, www.llamapath.com, www.gadventures.com