Fortsæt til indhold
Kultur

Fra den første skitse til færdigt maleri

Følg udviklingen af Kluges "Kongehuset" - og se en spøjs tildækket detalje.

"Jeg aner ikke, hvem der har lavet det."

Således skulle kunstneren Per Kirkeby - i følge kollegaen Thomas Kluge - have udtalt, da de to stod foran Laurits Tuxens berømte maleri af Christian den 9. og dennes familie.

Kirkeby erkendte sin uvidenhed stående sammen med Kluge foran maleriet under en aftenfest i Fredensborgsalen på Christiansborg i efteråret 2009.

.... og regner så med, at kunstneren sørger for, mellem de forskellige seancer, at jeg ikke ser ud, som om jeg lige er blevet trukket baglæns gennem en tjørnehæk.
Dronning Margrethe

Kluge følte sig så provokeret af den bemærkning, at han på stedet besluttede, at han - der allerede da havde malet adskillige portrætter af medlemmer af det danske kongehus - ville lave en moderne udgave af Tuxens berømte maleri.

De første overvejelser

Allerede sammen aften i bilen på vej hjem til sit hjem i præstegården i Korsør gjorde han sig de kompositoriske og stilistiske overvejelser, der kom til at præge det maleri, der var færdigt 4 år senere.

Kluges udgangspunkt var, at han ville skabe et meget privat og intimt maleri.

Dette - og meget andet - fremgår af kunsthistorikeren Thyge Christian Fønns' rigt illustrerede bog om Kluges "Kongehuset".

Kongeportrætter og en samtale

Den har titlen "Tilbage til Fredensborg - omkring Thomas Kluges gruppeportræt: "Kongehuset", og indledes med en gennemgang af udviklingen af portrættering af kongehusets medlemmer gennem alle tider. Derudover rummer den en meget detaljeret beskrivelse af den lange tilblivelse af Kluges maleri.

Bogen afsluttes med et udskrift af en samtale om portrætkunst mellem kunstkenderne dronning Magrethe, Thomas Kluge og bogens forfatter.

Spøjse detaljer

I gennemgangen af maleriet fra den første skitse til det færdige maleri fremhæver forfatteren flere detaljer, som man ikke umiddelbart spotter, når man kaster et blik på maleriet, der måler 2,20x2,20 meter.

F.eks. henleder forfatteren opmærksomheden på, at Thomas Kluge og dennes kone faktisk er med på maleriet. De ses meget langt i i baggrunden i maleriets kullise. Iført mørk frakke og kjole.

Og man kan forestille sig, hvordan forskere om nogle hundrede år klør sig forundret i nakken, hvis de udsætter Kluges portræt for en nærmere teknisk undersøgelse:

Denne vil afsløre, at der i nederste hjørne under mange lag maling og beskyttende lak faktisk findes en primitiv børnetegning...

Den blev malet i et ubevogtet øjeblik af en af Kluges børn.

Den lange proces

Thomas Kluge besluttede, at hans billede skulle være en gave til dronningen i anledning af hendes 70 års fødselsdag den 16. april 2010, og det lykkedes kunstneren af skaffe de nødvendige økonomiske midler.

Men sin første skitse i hånden blev processen indledt med en række samtaler med dronningen om maleriet, kompositionen, stilen og andet.

Fra dag ét var det Kluges intention at fokusere meget på børnene i kongefamilien: fremtiden frem for fortiden - og netop derfor er prins Christian - Danmarks kommende konge - billedets hovedperson.

Kun tre har øjenkontakt

Prins Christian, dronning Margrethe og kronprins Frederik - nuværende og kommende regenter - er de eneste, der har øjenkontakt med beskueren.

Næste led i processen var adskillige fotosessions med medlemmer af kongehuset. Enten samlet i grupper eller enkeltvis og det var med baggrund i disse fotos, at maleren gik i gang med at lave de detaljerede skitser, der senere blev til det færdige maleri.

Måtte nytænke

Flere gange undervejs måtte Kluge nytænke: Der kom flere børn til, og da kronprinsesse Mary fødte tvillinger måtte han foretage en større ommøblering af personerne på maleriet.

Thyge Christian Fønns slutter sin bog med med en udskrift af en længere samtale om portrætkunst mellem de tre kunstkendere dronning Margrethe, Thomas Kluge og forfatteren.

Da talen falder på, hvordan det er at stille op som model for en kunstner eller en fotograf, siger dronningen blandt andet:

"Når man bliver fotograferet, vil jeg jo gerne have, at det ser lidt pænt ud, og man ved jo også godt, at man har dage, hvor man ser rædderlig ud, så hvis jeg skal portrætteres, gør jeg mig da i hvert tilfælde så umage, at jeg får mit hår redt.

Og regner så med, at kunstneren sørger for, mellem de forskellige seancer, at jeg ikke ser ud, som om jeg lige er blevet trukket baglæns gennem en tjørnehæk, selvom jeg måske ikke har helt orden i håret den ene af de dage, jeg har siddet model.

Det er ikke til at holde ud, hvis man ligner en fuglerede."

Særudstilling og Fredensborg

Maleriet kan ses indtil den 2. marts på en særudstilling i Gallasalen på Amalienborg af alle Thomas Kluges portrætter af kongehusets medlemmer.

Efter den 2. marts flyttes "Kongehuset" til sin permanente plads på Fredensborg.