Ukendte billeder af et sexsymbol
Man skulle tro, at enhver sten efterhånden er vendt, men nej: ny bog med usete fotos af Monroe.
Hun døde den 5. august 1962 - blot 36 år gammel.
I de 48 år, der er gået siden hun blev fundet død i sit soveværelse i Brentwood, Los Angeles, er hun i den grad blevet dyrket som et af filmhistoriens største ikoner - som det sexsymbol hun var op gennem 1950'erne, da hendes karriere var på sit højeste.
Så markant, at det amerikanske filminstitut i 1999 udnævnte hende til den største filmstjerne i alle tider.
Hun er netop i en rundspørge foretaget af firmaet OnePoll blevet placeret i toppen af en liste over alletiders blondiner foran Grace Kelly og Brigitte Bardot.
Interessen er usvækket
Interessen for Marilyn Monroe er usvækket, og der bliver ved med at dukke ting op, der har relation til Monroe. Når de dukker op i auktionshusenes kataloger opnår de som regel hammerslag ved skyhøje priser.
Udover hendes personlige ejendele dukker der stadig ukendte film og billeder op, og der er netop udkommet en tyk bog spækket med billeder af Monroe. Billeder, der ikke har været offentliggjort før.
100 fotos
Bogen - "Marilyn: August 1953" - rummer omkring 100 fotos, der ikke har været offentliggjort før. Billederne, der for langt de flestes vedkommende er taget under mere eller mindre private former i sommeren 1953, er taget af fotografen John Vachon.
Har var sat på opgaven af magasinet Look og optagelserne er lavet i Alberta i Canada, hvor Monroe sammen med Robert Mitchum arbejdede med filmen "The River of No Return".
Monroe og DiMaggio
Blandt billederne er også en stribe af Monroe og hendes forlovede baseball-stjernen Joe DiMaggio - og billederne i bogen er de eneste, som parret poserede for.
Bogen er udgivet af forlaget Calla Editions og de var blandt de i alt 5 mio. billeder, som Look, da det gik ind i 1971, overdrog til Library of Congress i Washington.