Da Thomas Vinterbergs hustru læste første udkast til hans nye serie, begyndte hun at græde: »Hun sagde, at det kunne være, jeg skulle lukke en lille smule håb ind i min fortælling. Og måske også i mit liv«
Thomas Vinterbergs første tv-serie nogensinde, "Familier som vores", har premiere den 20. oktober. Med sin præmis om danskerne, der drives på flugt af et druknende fædreland, er associationerne til både klima- og flygtningekrise tydelige. Men faktisk er serien en påmindelse om noget særligt til den oscarvindende instruktørs landsmænd – og måske mest af alt til ham selv.
I 2017 fik Thomas Vinterberg en dårlig idé.
Eller det syntes i hvert fald hans familie, hans venner, hans kollegaer. Ja, stort set hele hans omgangskreds.
Og så lå den ellers bare der, idéen altså, og ulmede i et bassin af kreativitet bag panden på instruktøren, der siden sit folkelige gennembrud med dogmefilmen ”Festen” i 1998 har etableret sig som en af dansk films største instruktører nogensinde – bedst illustreret i 2021, fire år efter den dårlige idé først meldte sig, ved modtagelsen af Oscarstatuetten for ”Bedste internationale film” for ”Druk” og nomineringen til ”Bedste instruktør” samme år, som den første dansker nogensinde.
Men hvad gør en mand med det cv så, når han får en dårlig idé?