Autofiktion på vildveje

Der står ”roman” på bogens omslag, men bogens hovedperson minder umiskendeligt om forfatteren selv, kendt som slagkraftig, afghanskfødt debattør, især når det gælder social kontrol og andre tabuer i muslimske indvandrermiljøer rundtomkring i det moderne Danmark. Sammenfaldet gør det svært at afkode teksten. Er det fiktion – eller er det alt sammen noget, forfatteren har oplevet? Hvor digtes der, hvor er det virkeligheden, der taler?

Man kalder denne type af romaner for autofiktion, og i en tid fuld af egoer bliver de flere og flere. Som læser holder man hurtigt op med at skelne mellem hovedpersonen Dunya og forfatteren Geeti Amiri. Det er ikke alene irriterende, men også et genreproblem. Kan vi overhovedet stole på fortællingen?