Fortsæt til indhold
Kultur

Paradise Hotel i Sverige ramt af overgrebsskandale

Den igangværende sæson har den seneste tid været sat på pause. Nu suspenderes den helt.

Den seneste sæson af det svenske Paradise Hotel er nu sat på pause. Her ses deltagerne - den anklagede mandlige deltager ses dog ikke på billedet. Pressefoto: Patricia Recourt/Viaplay/Nent Group

Slibrige intriger, dramatiske alliancer og kysseri - og mere til - for rullende kameraer. Realityprogrammet Paradise Hotel er storleverandør af dramatik og trækker hver sæson tusindvis af realityhungrende danskere til skærmen.

Men nu er programmets svenske søsterprogram ramt af en større skandale, der rækker langt ud over luksushotellets mure.

I den igangværende svenske sæson, der den seneste tid er blevet sendt på tv, er to kvindelige deltagere under opholdet blevet udsat for, hvad de betegner som seksuelle krænkelser af en mandlig deltager, der nu er politianmeldt af produktionsselskabet bag.

Det skriver bl.a. det svenske medie Expressen.

Mens den ene kvinde oplevede, at den 21-årige mandlige deltager rev hendes BH af, oplevede den anden kvinde, Annie Dahlberg, at manden opførte sig aggressivt overfor hende, da hun afviste at have sex med ham. Ifølge kvinde skulle han have forgrebet sig på hende ved at tvinge sine fingre op i hendes underliv.

»Han gik bare længere og længere,« forklarer Annie Dahlberg i et interview med Expressen, hvor hun også fastslår, at »et nej er et nej«.

»Jeg vågnede og havde alvorlig angst. Jeg har rodet rundt med folk til fester, men alle har accepteret, når det ikke har været mere end det. Du bebrejder dig selv på en eller anden mærkelig måde. Fordi du ved, at du ville have handlet anderledes, hvis det havde været uden for spillet.«

I afsnittet ses den mandlige deltager tale med en produktionsassistent, hvor sidstnævnte fortæller, at deltageren ikke kan blive på hotellet. Efterfølgende fortæller deltageren til kameraet, at han »angrer alt, og det her aldrig vil gentage sig,« mens han også underskylder overfor de to kvinder. Det samme har han efterfølgende gjort i et opslag på sin Instagram-profil.

Politianmeldelserne har ført til, at sæsonen de seneste to uger har været sat på pause. Men hændelserne får nu produktionsselskabet bag, Nordic Entertainment Group (Nent), til at trække stikket for hele sæsonen.

»Nordic Entertainment Group har i dag besluttet at indstille den igangværende sæson af Paradise Hotel permanent. Det betyder, at de endnu ikke viste afsnit ikke bliver sendt, og de tidligere afsnit ikke efterpubliceres på nogen af Nents platformer,« lyder det i en pressemeddelelse, hvor selskabet desuden erkender, at det også har fejlet.

Læs også

»Paradise Hotel er et populært program med mange loyale tilhængere, men med de tilgængelige oplysninger er dette det eneste rigtige ting at gøre. Hvad der er sket, er uacceptabelt, og vi gennemgår nu sammen med produktionsvirksomheden, hvad vi har brug for for at ændre og forbedre. Det er klart, at der har været mangler, der skal løses. Vi er selvfølgelig meget kede af denne situation og af de berørte.«

Programmet koncept er, at en række deltagere - både kvinder og mænd - skal tilbringe godt en måned på et luksushotel i Mexico. Her danner de løbende par og kan stemmes ud og dermed sendes på flyet hjem af de andre deltagere. Det sidste par, der står tilbage, mødes i en duel, hvor de enten kan dele præmien på op til 500.000 kr. eller tage hele puljen selv.