Fortsæt til indhold
Kultur

Revisor sår tvivl om festivals fortsatte drift

Coronakrisen medfører »væsentlige usikkerheder, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets mulighed for at forsætte driften,« lyder det i netop offentliggjort regnskab for festivalen Northside.

På spillesteder og festivaler efterlyser man i tiltagende grad en plan for fortsat drift af virksomhederne, som alle er hårdt ramt af coronapandemien.

I et netop offentliggjort regnskab for festivalen Northside i Aarhus sås der sågar tvivl om selskabets fortsatte drift:

»... pandemien COVID-19 og konsekvenserne heraf medfører væsentlige usikkerheder, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets mulighed for at forsætte driften,« står der i den uafhængige revisors revisionspåtegning i Northside Entertainment ApS’ årsregnskab for 2019.

I regnskabet lyder det endvidere:

»Ledelsen har foretaget vurderinger af disse risici, gjort adskillige forudsætninger i forhold til den forventede genåbning af Danmark, og har udarbejdet handlingsplaner og nye budgetter ud fra den forudsætning at det er muligt at afholde festivalen i 2021. De nye budgetter forudsætter yderligere at selskabet modtaget en del af kompensationspakkerne, samt et fremtidigt billetsalg på niveau med tidligere regnskabsår. Ud fra nye budgetter er det ledelsens vurdering, at der er tilstrækkelig likviditet til at fortsætte driften. Moderselskabet har samtidig underskrevet en støtteerklæring med henblik på at yde økonomisk støtte i det omfang, det er nødvendigt for at understøtte selskabets drift. Såfremt krisen udvikler sig væsentligt anderledes end forventet af ledelsen kan der opstå væsentlig usikkerhed der kan rejse betydelig tvivl om selskabets fortsatte drift.«

Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra Brian Nielsen, talsmand for Northside.

Ønsker dialog med myndighederne

I en artikel om forventninger til afholdelse af musikfestivaler i 2021 udtalte Brian Nielsen fornylig til Jyllands-Posten:

»Vi forventer at kunne gøre det mindst lige så sikkert at gå til festival, som det er at gå ned i det lokale supermarked. Vi vil så gerne have en dialog med sundhedsmyndighederne, som har så travlt med at komme med dommedagsprofetier. Det var bedre, at de brugte kræfterne på at støtte kulturen, i dette tilfælde festivalerne, med deres viden, så vi sammen kan skabe sundhedssikre festivaler i 2021,« sagde talsmanden, som i øvrigt vurderede, at det - på grund af coronapandemien - ville blive sværere end vanligt at tiltrække amerikanske navne i 2021:

»Der er ingen tvivl om, at vi vil se færre - især amerikanske navne - på landevejene i 2021. Mange af de helt store navne vil sikkert vælge at skubbe deres turnéer til 2022.«