Fortsæt til indhold
Kultur

Sådan er du stillet som billetkøber til konkursramt teater

Hvis man har forudbetalt sine billetter hos nu konkursramte Fredericia Teater med et internationalt kreditkort, er pengene muligvis ikke tabt.

Det hæderkronede Fredericia Teater er erklæret konkurs, og det efterlader publikummer i tusindtal med ubrugelige billetter.

Allerede i juni i fjor oplyste teatret, at der var solgt tæt på 30.000 billetter til musicalen ”She Loves You”, der både skulle spille i Fredericia og København på Det Kgl. Teater i 2020. Teatret havde også bl.a. ”Shu-bi-dua – The Musical” og ”Broerne i Madison County” på tegnebrættet til den kommende sæson.

»Desværre kan vi nok forudsige en stribe af forskellige konkurser. Så det er en ret alvorlig situation ikke mindst for virksomheder, men også for alle de forbrugere, der har købt noget,« siger Forbrugerrådet Tænks vicedirektør, Vagn Jelsøe.

Hvis man køber billet til et arrangement, der ikke bliver gennemført, har man krav på at få penge tilbage. Det har man også i tilfælde af en konkurs. Men når der ingen penge er, bliver du som billetkøber til en kreditor, der har penge til gode i et konkursbo, forklarer Vagn Jelsøe.

Det kan godt være, at man kan få en klat penge tilbage, men man skal nok ikke regne med noget synderligt.
Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk

Skal man så regne med, at pengene er tabt?

»Udgangspunktet er, at hvis en virksomhed går konkurs, skal man anmelde sit krav til konkursboet. Der bliver udpeget en kurator, og så er der efter konkursloven en konkursrangfølge, hvor ikke mindst den kurator, man udpeger, skal have sine penge. Så er der skat og de ansatte. Når de særligt privilegerede kreditorer har fået deres penge, fordeler man resten proportionalt. Det kan godt være, at man kan få en klat penge tilbage, men man skal nok ikke regne med noget synderligt,« siger Vagn Jelsøe, der ikke kender Fredericia Teaters økonomi.

Kort sagt: Man kan ikke få penge, der ikke er der. Hvis kassen er tom, når man når til de almindelige kreditorer, får man ingenting, uanset om man har krav på det.

»Når det er sagt, er det sådan, at hvis man har købt sin billet med internationalt kreditkort, Mastercard eller tilsvarende, vil der typisk på sådan nogle kort være en konkursikring tilknyttet. Det betyder, at man kan henvende sig til sin bank og prøve at få pengene retur. Vi er i Forbrugerrådet Tænk store tilhængere af dankortet, men præcis når det handler om forudbetalinger, er det en stor fordel at bruge sit Mastercard, fordi der sædvanligvis kan være noget sikring. Vilkårene kan variere en smule,« siger Vagn Jelsøe.

Er der noget i forhold til gruppesøgsmål at komme efter?

»Det tror jeg godt, jeg kan afmontere. Gruppesøgsmål handler om, at en lang række forbrugere, der mener, at deres rettigheder er trådt for nær, kan lægge sag an mod den virksomhed, man mener, har overtrådt rettighederne. Men man får ikke noget ud af at lægge sag an mod et konkursbo, for der er kun de penge, der er.«

Fredericia Teater har lavet en af sine musicals, ”She Loves you” i samarbejde Maestro Productions. Kan man gøre et krav gældende hos Maestro Productions, hvis man har købt sine billetter via Fredericia teater?

»Det tør jeg ikke sige. Det kommer an på den præcise juridiske konstruktion.«

På spørgsmålet om, hvordan Maestro Productions hæfter økonomisk, oplyser direktør Mikkel Rønnow, at alt billetsalg og økonomi har været styret af Fredericia Teater.

»Det har vi ikke haft noget med at gøre,« siger han.

Hvordan kommer Maestro Productions til at agere?

»Det ved jeg ikke. Vi fik nyheden i går ligesom alle andre. Vi er først og fremmest ærgerlige over, at Fredericia Teater ikke kan overholde den aftale, de havde med os om at opsætte vores forestilling.«

I er samarbejdspartnere på ”She Loves You”-musicalen. Kan I i realiteten tage over?

»Det kunne vi teoretisk set godt, hvis det ikke var sådan, at de – som vi forstår det – har brugt alle billetindtægterne på at dække underskuddet fra andre forestillinger. Der er umiddelbart ikke nogen penge, som jeg har forstået det. Vi kan ikke træde ind i en produktion, hvor indtægtsgrundlaget er væk. Det får man nok ikke nogen mennesker til.«

Har I været bekendt med den økonomiske situation løbende?

»Vi har ikke fået andre informationer, end vi har kunnet læse i avisen. Ledelsen er jo fratrådt, så jeg går ud fra, at der bliver udnævnt en kurator, som vi kan rette vores krav mod på et tidspunkt. Det er selvfølgelig også et betydeligt tab for os.«

Hvor stort er tabet for jer?

»Det er for tidligt at sige noget om økonomien. Men vi ser da frem til en redegørelse fra kuratoren om, hvad der er op og ned. Vi har fået meget lidt information,« siger han.

»På det tidspunkt, vi indgik samarbejdet, var der – så vidt vi var bekendt med – ingen økonomiske problemer. Tværtimod. Det var en meget succesfuld periode for Fredericia Teater. Det er nogle år siden. Selv om jeg har samarbejdet med dem, er det ikke rigtig muligt for mig at vurdere, hvad der er op og ned. Men noget tyder da på, at der har været noget i styringen af økonomien, der var utilstrækkeligt.«

Var det en forkert strategi at sætte forestillinger op i København?

»Jeg vil meget nødig gøre mig til dommer over det. Jeg tror, man kan gøre mange ting, hvis man gør det fornuftigt,« siger Mikkel Rønnow.