Fortsæt til indhold
Kommentar

AGF er ikke blot Byens Hold, men også på vej til at blive et tophold og en storklub

AGF står midt i en definerende tid. Er det virkelig nu, at Byens Hold bliver tophold og storklub?

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Christian Thye Petersen

Blandt AGF-træner David Nielsens kvaliteter er en evne til at kommunikere i et farverigt sprog, nogle gange direkte, andre gange direkte provokerende. Da han overtog ansvaret for AGF, sammenlignede den tidligere fodboldspiller og enfant terrible, nu modnet og rigere på trænererfaringer, kampen om at lykkes i AGF med legenden om Kong Arthur, der trak sværdet ”Excalibur” op af stenen.

»Alle folk vil gerne trække i det sværd,« sagde David Nielsen. »Men der er kun én, der kommer til at trække det op. Og jeg har ekstremt meget lyst til at gå over og trække i det sværd med alle de kræfter, jeg overhovedet har.«

Nu kan David Nielsen naturligvis tilskrives en stor del af æren for, at AGF er, hvor klubben er i dag, men langtfra den hele. Den succes, som AGF har opnået i den seneste halvanden sæson, bygger på indsatser i alle ledelseslag og alle sektorer, sportslige og forretningsmæssige, i klubben.

Spørgsmålet er, om det virkelig er nu. Om AGF’s succes denne gang ikke er forbigående, men kan blive afsættet til, at AGF bliver et tophold permanent og en storklub af gavn og ikke kun af navn. Svaret er, mit svar, at David Nielsen og co. som de første i mange år har rokket sværdet, ja rykket det, men det har ikke sluppet stenen endnu. Forudsætningen for, at det sker, har imidlertid aldrig været bedre.

AGF er aktuelt nummer tre i Superligaen og opleves lige nu som en naturlig del af de fire store i dansk fodbold. De ”gamle” storklubber, FC København og Brøndby, og den nye, men allerede etablerede storklub, FC Midtjylland. Og altså AGF.

I pokalturneringen spillede AGF sig onsdag i semifinalen efter en i øvrigt aldeles ringe indsats mod B93 og møder nu Randers over to kampe. Samme kamp var i øvrigt et eksempel på, at AGF opførte sig og tænkte som et tophold ved at spare nogle nøglespillere, men ikke evnede at eksekvere som et tophold. Er man et fuldtonet tophold maser man et, indrømmet, talentfuldt 2. divisionshold også uden et par spillere fra idealopstillingen.

Med andre ord er AGF stadig på vej, men når jeg tror, at Aarhus-holdet lykkes med at vriste sværdet ud af stenen og lægge afstand til de andre store provinshold AaB og OB for at blive en permanent del af fire-banden i dansk fodbold med FCM, FCK og Brøndby, hænger det sammen med forskellige forhold.

Det, der taler for, er ikke mindst, at AGF har bragt sig i en økonomisk så favorabel situation, aktuelt med salget af Bundu, at klubben ikke er tvunget til at sælge spillere og således kan sikre en sund udvikling af og udskiftning i spillertruppen. Dog er det også en forudsætning, at AGF evner at øge spillerbudgettet, der pt. vurderes til at være en fjerdedel af FCK’s og det halve af FCM’s.

AGF har den rigtige træner og en dygtig talentchef, og med direktør Jacob Nielsen og bestyrelsesformand Lars Fournais er der også sikret en grundlæggende strategisk kontinuitet. Et nyt stadion vil få en stor betydning for yderligere at befæste en position i toppen af dansk fodbold, hvis det lykkes AGF at bevare den indtil 2025/2026, hvor det nye stadion som en del af projektet i Kongelunden vil stå klar.

Udfordringen, truslen om man vil, mod AGF’s projekt ligger i, om klubben kan sikre en konkurrencedygtig sportslig ledelse – altså fastholde David Nielsen minimum en sæson mere og dertil finde den figur eller struktur, der skal ”afløse” Hans Jørgen Haysen som sportschef.

Som Brøndby viste, da klubben fra vestegnen var lokomotivet, og Per Bjerregaard lokofører i dansk fodbold, er den måske væsentligste faktor for at være et permanent tophold evnen til altid at have den rigtige erstatning klar, når der sælges fra toppen af holdet. Altså: Man sælger Jens Stage, men finder Nicolai Poulsen, man sælger Bundu, men har Gift Links. Man sælger Casper Højer, men har ..., man sælger Patrick Mortensen, men har ...

Hvis AGF har kompetencerne, evnerne og økonomien til at agere skarpt på transfermarkedet, er Byens Hold ankommet til toppen af dansk fodbold for at blive der. Indtil det er en kendsgerning, kan man øve sig i også at kommunikere som en storklub – uden mindreværdskomplekser, uden at indtage offerrollen, når FC København får en VAR-kendelse i overtiden, eller når VAR sender Bubarcarr Saneh til omklædning før tid.

Storklubber har overskud. På alle konti.