Aarhus Kommune og Region Midtjylland er med til at forgylde PKA Pension
PKA Pension scorer gevinsten, mens patienterne bliver tabere, når Psykiatrisk Hospital i Risskov flytter til Skejby.
Vedr. lokalplan 1.031 om Psykiatrisk Hospital i Risskov, som er blevet behandlet i byrådet i Aarhus så sent som den 26. april, bliver det mere og mere tydeligt, at Aarhus Kommune er med til at forgylde PKA Pension, da hver en kvadratmeter jord skal bebygges, ja, selv den gamle kirkegård skal der bygges på.
Ifølge salgsaftalen med Region Midtjylland skal hele grunden og de renoverede bygninger overføres til PKA for 565.886.000 kr. trods vurderingen på 825.000.000 kr., og med lokalplan 1.031, som Aarhus Kommune har lagt frem, vil PKA Pension formentlig sælge optioner for mere end 2 mia. kr. En ganske god fortjeneste til PKA Pension.
Hvad får vi som borgere ud af at forgylde en pensionskasse? Vi får det ud af det, at der skal effektiviseres med 8 pct. på personalet. Det svarer til 100 personers årsløn.
Af salgsaftalen om opførelse og drift af Psykiatrisk Center ved Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU) og samtidig overdragelse af eksisterende ejendomme i Risskov i offentlig-privat partnerskab (OPP) mellem Region Midtjylland og PKA Skejby P/S fremgår, at PKA Skejby P/S vederlagsfrit får stillet grundarealet til rådighed.
Hvad får vi som borgere ud af at forgylde en pensionskasse? Vi får det ud af det, at der skal effektiviseres med 8 pct. på personalet ifølge regionsformanden for Midtjylland. Det svarer til 100 personers årsløn. Og hvorfor nu den effektivisering? Det skyldes ganske enkelt en ekstra udgift på 5 mio. kr. til PKA om måneden i dette OPP-projekt i 25 år. Ifølge salgsaftalen er lejemålet uopsigeligt, og efter 25 år skal det offentlige betale 716 mio. kr. for de 25 gamle bygninger, som til den tid er utidssvarende, hvis ikke de allerede er det, inden de tages i brug.
Det er muligt, at nogle af dem, som har PKA som pensionsselskab, får meget ud af det OPP-projekt, men andre står uden arbejde, og vores psykiatriske patienter får ikke det løft, som de skulle have haft.
Patienterne bliver tabere
Det, som skulle have været så godt, bliver nu noget rigtig skidt. Det er det, man får, når regionsformænd har flere kasketter på, for hvis interesse skal de varetage: patienternes, borgernes eller pensionskassernes?
I dette tilfælde bliver det desværre de psykiatriske patienter, det kommer til at gå ud over på grund af dette noget mistænkelige projekt, og så bliver en gruppe borgere i Risskov også sat skakmat; de skal leve med en fortætning af bydelen og en højde på de bygninger, som skal opføres, for at tilgodese en pengemaskine som PKA. Det er meget uheldigt, at vores politiske system som regioner, kommuner, politikere og embedsmænd vil være dette bekendt.
Når jeg hævder i byrådssalen i Aarhus, at hele ekspropriationen i Skejby nøje hører sammen med lokalplan 1.031, har jeg svært ved at se, at disse to sager ikke har en sammenhæng. Det har de haft siden 2008.
Sammenhængen er ganske enkelt Region Midtjylland, Aarhus Kommune, en regionsformand med to kasketter, en pensionskasse og en meget tankevækkende ekspropriationssag, hvor en familie har mistet alt.
Hvis ikke der bliver sat en stopper for en sådan skandale, hvor også pressen er blevet mundlam, ifølge bevismateriale, som er kommet frem i en retssag, som er gennemført i Retten i Aarhus den 5.-6. april 2017 vedr. en ekspropriationssag i Skejby, hvor artikler er blevet forsøgt standset af regionen, så begynder vi jo her i Danmark at få østeuropæiske eller tyrkiske tilstande. Det tror jeg ikke, at den almindelige dansker vil synes om. Derfor må der en fyldestgørende undersøgelse til og helst en ny retssag, og byggeriet i Skejby standses, som det i øvrigt skulle have været for lang tid siden, da klagenævnet for udbud underkendte udbuddet.
Kostbar renovering
Derfor er det også tankevækkende, at PKA Skejbys tilladelse til at bygge videre sker på eget ansvar med risiko for krav om nedrivning.
Hvis byggeriet standses, vil det så komme til at gå ud over de psykiatriske patienter? Nej, tværtimod. Så kan de nemlig blive på Danmarks bedste psykiatriske hospital, og der skal ikke effektiviseres med 8 pct., så alt i alt burde det ikke være et problem.
Psykiatrisk Hospital i Risskov er restaureret for mere end 400 mio. kr. de seneste 12-15 år og betragtes af mange læger som Danmarks bedst placerede psykiatriske hospital. Omgivelserne har stor betydning for patienter med psykiske lidelser, og efter den megen ombygning er det også blandt de bedste psykiatriske hospitaler i det hele taget. Hospitalet blev kåret som Danmark bedste psykiatriske hospital i 2012-2013 af Dagens Medicin efter restaurering og modernisering, herunder eneværelse med bad og toilet til alle.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter