Børnefabrikker, nej tak!

Der er brug for nytænkning, entreprenørskab og mod til at gøre op med konkurrencestaten. De evner fremmer vi ved at tage os godt af vores børn og sikre dem bedre forhold i institutionerne.

Artiklens øverste billede
Det er langt vigtigere, at børnene føler sig trygge og har den voksenkontakt, de har brug for, end at de tidligt begynder med den målrettede læring. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Børn udvikler sig bedst i leg. Derfor skal vi ikke alt for tidligt udsætte vores børn for stramt styrede læringsprogrammer. Med det opnår vi nemlig blot at mindske børnenes lyst til senere læring.

Og endnu værre: Vi kvæler deres kreativitet frem for at udvikle den. Vi skal danne og uddanne børn og unge til job, som endnu ikke eksisterer, teknologier, der endnu ikke er opfundet, og problemstillinger, som endnu ikke er erkendt. Derfor må vi ikke allerede i daginstitutionerne fratage børnene deres kreativitet og læringslyst.

Med de udfordringer, vi som samfund står overfor, har vi brug for al den kreativitet, entreprenante energi, kritisk analytiske tænkning, systemforståelse, samarbejdsvilje og handlekraft, som vi individuelt og i fællesskab kan mønstre. Det skal der arbejdes med i skolen, på uddannelserne og i arbejdslivet, men det begynder i daginstitutionerne.

Som forældre er der ikke noget, der ligger os mere på sinde, end hvordan vores børn og unge trives.

To nye rapporter fra Aarhus Universitet viser, at den politik, der de seneste mange år er blevet ført på daginstitutionsområdet, ikke nødvendigvis fremmer børnenes indlæring. Nærmere tværtimod.

Konkurrencestatslogikken

Den førte politik i Danmark, hvad enten regeringen har været socialdemokratisk eller borgelig, har fokuseret på, at den danske konkurrenceevne skal styrkes.

Vi skal sikre effektive, arbejdsduelige borgere, der kan konkurrere på de vilkår, omverdenen har stillet.

En kamp, vi på forhånd har tabt, hvis vi accepterer at spille med på omverdenens vilkår om lavere pris og ringere kvalitet.

Men det er heller ikke en kamp, vi skal vinde. Det er vist gammel viden, at man ikke skal konkurrere på modstanderens vilkår. Man skal forsøge at gøre noget anderledes. Handle ud fra egne styrker. Agere og ikke reagere.

Adskillige tiltag inden for børne- og ungeområdet indføres i troen på konkurrencestatslogikken. Og hvad værre er, tiltagene indføres ofte uden videnskabeligt belæg. At man selv har gået i skole engang eller nu sender sine børn i børnehaven, bliver man ikke ekspert af.

Argumenter baseret på fornemmelser har styret debatten om vores børn og unges fremtid. Derfor er de to rapporter fra Aarhus Universitet så vigtige. De fortæller os med baggrund i forskning og viden, hvad de seneste mange års ændringer i daginstitutionerne har medført. De dokumenterer, at konsekvensen af den førte politik er decideret skadelig for vores børn og unge.

Præstationsangst

Problemet er kort fortalt, at man har forsøgt sig med større, billigere og mere effektive daginstitutioner, mens man samtidig har villet gøre børnene mere skoleparate. Det er gjort ved at indføre såkaldt effektiv læring allerede i børnehaven. Begge dele er problematiske, viser de to rapporter.

Den ene rapport er udarbejdet af professor Dion Sommer, der har gennemgået 400 internationale forskningsprojekter. Han konkluderer, at den praksis, man allerede i vores daginstitutioner har med målrettet læring, skader børns sprog- og talforståelse. Børnenes motivation risikerer at falde, mens præstationsangsten og uroligheden til gengæld stiger.

Den anden rapport er en forskningsrapport fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet. Den påviser, at daginstitutionernes vokseværk har en negativ konsekvens for børns udvikling. Det er især socialt udsatte børn, som har brug for voksenkontakt og omsorg, det går ud over. Rapporten påpeger, at en tredjedel af landets kommuner har daginstitutioner med mere end 100 børn. Samtidig er antallet af børn per voksne i institutionerne steget med 58 pct. siden 1986.

Børn bliver stressede

En ærgerlig konsekvens af denne udvikling er, at børnene bliver mere stressede, og at der bliver flere og større konflikter. Et trygt børneliv i en institution er en af de vigtigste faktorer for, at børnene trives og har det godt.

Det er i sig selv grund nok til, at vi skal have vendt den nuværende udvikling. At forskningen samtidig fortæller os, at børnenes mistrivsel kan svække deres læringsparathed, er blot endnu et argument.

Det er derfor langt vigtigere, at børnene føler sig trygge og har den voksenkontakt, de har brug for, end at de tidligt begynder med den målrettede læring.

Som forældre er der ikke noget, der ligger os mere på sinde, end hvordan vores børn og unge trives, og hvilke muligheder vi giver dem for at leve et meningsfuldt liv.

Som samfund forsøger vi at sikre, at vores unge kan tage vare på sig selv og bidrage til, at Danmark fortsat er et godt land at leve i. Til det er der brug for nytænkning, entreprenørskab og modet til at gøre op med konkurrencestaten.

De evner fremmer vi ved at tage os godt af vores børn og sikre dem bedre forhold i institutionerne. Nu.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.