Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi sælger ud – men ved vi egentlig, hvad vi mister?

Vi skal tænke byen som en helhed. Når vi sælger lidt her og lidt der uden at have en samlet plan, så risikerer vi, at byen ikke længere hænger sammen.

Polly Bak DutschkeByrådsmedlem Moderaterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig, at du bor i en by, hvor flere af de bygninger, du kender, pludselig ikke længere tilhører fællesskabet og vores kommune. Jægergården, Værkmestergade 25, Spanien 19. Grøndalsvej 2 – det er steder, vi som kommune har ejet, ejer og brugt i mange år. Nu er de på vej til at blive solgt.

Men hvad betyder det egentlig for dig og mig, at Aarhus Kommune sælger ud af sine bygninger midt i byen?

For det lyder jo fornuftigt: sælg lidt ud og få lidt penge i kassen. Men det er ikke helt så enkelt.

Det handler om mere.

Når vi som kommune sælger en bygning, mister vi også muligheden for at bestemme, hvad der skal ske i fremtiden. Så er det ikke længere os – aarhusianerne – der bestemmer. Det bliver nye ejere, og de har ofte helt andre mål end fællesskab og fælles gavn. Der er mange argumenter for, hvorfor vi skal sælge ud og meget kan lyde fornuftigt.

Og ja, pengene kan bruges andre steder. Men måske mister vi noget, der er meget mere værd på den lange bane: Muligheden for at skabe byrum med liv, plads til børn og unge, til kultur, foreningsliv og fællesskab. Midt i byen. Dér, hvor folk færdes og mødes.

Byen skal hænge sammen.

Jeg sagde det også i byrådssalen: Vi skal tænke byen som en helhed. Når vi sælger lidt her og lidt der uden at have en samlet plan, så risikerer vi, at byen ikke længere hænger sammen.

For byen udvikler sig hele tiden. Der bygges nyt i Sydhavnen, Kulbroen får nyt liv, og vi taler om grønne forbindelser og fællesskaber. Men hvordan skal det lykkes, hvis vi samtidig sælger ud af de områder, der kunne binde det hele sammen?

Og vi skal tænke i sammenhæng.

Hvem er vinderen og kan kommunen tabe.

Når man sælger ud i midtbyen, så er det typisk store investorer, der står klar. Og de er gode til at få det til at se pænt ud. Men det er sjældent dem, der sørger for, at unge får et sted at hænge ud, at en lokal forening får et hjørne til aktiviteter, eller at vi bevarer fælles mødesteder i byen.

Måske skulle vi i stedet se på, om det kunne give bedre mening at sælge nogle af de kommunale arealer uden for midten. Kvadratmeter, der ikke er lige så dyre – og som ikke har samme betydning for byens sammenhæng. Men giver penge til kassen og mindre vedligeholdelse.

Lad os tænke os om. I stedet for hurtig panikbeslutninger.

Selvfølgelig skal vi bruge pengene fornuftigt. Vi skal være økonomisk ansvarlige, nu når Aarhus Ejendomme lider økonomisk. Men økonomi må ikke stå alene. For hvad hjælper det, hvis vi får penge i kassen nu – men står uden muligheder og indflydelse om 10 år?

Jeg tror, at mange aarhusianere gerne vil være med til at udvikle byen. Men så skal vi også kunne se os selv i den. Vi skal ikke sælge os væk fra det, der gør Aarhus til en god by at leve i – for alle og jeg mener for alle.

Det er ikke bare bygninger, vi sælger. Det er vores fælles råderum og vores muligheder som aarhusianere og kommune.

Polly Bak Dutschke.