Vilde dyr i ordnede forhold
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nu har der været flere artikler om hungrende dyr, der af forskellige årsager er udsat i den danske natur. Hvorfor kan vi ikke klare det, når det i lignende lande fungerer upåklageligt.
For en syv-otte år siden var jeg i England på ferie. I flere egne stødte jeg på de vildtlevende heste, der så sunde og velnærede ud. Jeg spurgte lokalbefolkningerne om, hvad der skete, hvis de enkelte heste blev syge eller manglede føde. Jeg fik her at vide, at man ganske enkelt over alt i nærliggende landsbyer havde dannet foreninger, der holdt øje med, om der var syge eller sultne heste.
Foreningerne betalte da for dyrlæger, eller man sørgede for at lægge føde ud, hvis det var påkrævet. Jeg var imponeret over deres ansvarlighed, og det var helt klart, at det bare fungerede.
Noget sådant må folk på Mols da også kunne klare.
I England var der ingen, der “ejede” hestene. Det var netop fuldt fritlevende dyr.