Vindmøller på havnen bliver ikke en gratis omgang for kommunen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Aarhus Vindmøllelaug med Peter Esmann i spidsen vil gerne bygge fire 6 MW 200 m høje kæmpevindmøller på Nordmolen, Aarhus Havn mellem Molslinjens nye færgeterminal og Aarhus Ø.
Møllerne skal sælges i andele, så projektet vil blive finansieret uden offentlige midler overhovedet.
Jeg tror nu, at det kommer til at koste kommunen millioner af kroner, hvis den giver tilladelse til opførelsen af disse møller. Selvfølgelig vil boligejerne på Aarhus Ø kræve kompensation fra kommunen for den værdiforringelse af deres boliger, en opstilling af møllerne vil give.
Den 11. november fraflytter Molslinjen færgehavnen på Pier 3. Kommunen skal herefter til at udstykke og sælge byggegrunde der. Er kommunen virkelig så naiv, at den forventer samme provenu for disse, hvad enten der er kæmpevindmøller eller ej?
Hvem vil betale toppriser for lejligheder på Pier 3 med kæmpevindmøller lige uden for vinduerne?
Det er helt uforståeligt, at man vil spolere den flotte udsigt til Domkirken, Rådhuset og byens tage ved indsejlingen til Aarhus med fire kæmpe fabriksanlæg. Det er helt uforståeligt, at man vil spolere den flotte udsigt fra Dokk1 gennem havnen over Aarhus Bugt til Mols med fire kæmpe fabriksanlæg. Det er vandalisme.