Park and Ride på letbanen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har ikke tidligere været en flittig bruger af Odderbanen, nu letbanen, men det kan ændre sig. For et par dage siden kørte jeg med den for første gang fra stoppestedet ved Gunnar Clausens Vej, og med en køretid på kun 11 minutter til Aarhus C, er det oplagt at vælge den frem for bussen, der bruger den dobbelte tid - og så er banen tilmed langt behagelige at køre med.
Men der er to alvorlige minusser ved det valg.
For det første kører banen kun hver halve time, selv om der tilsyneladende er passagergrundlag til dobbelt så mange afgange. Det gør det lidt vanskeligere at planlægge sin rejse.
Det andet store minus er, at der ikke er nogen p-muligheder ved stoppestedet, i dette tilfælde Gunnar Clausens Vej, medmindre man vælger at holde ”ulovligt” på private virksomheders område. Det minus gør sig vist også gældende ved flere andre af banens stoppesteder, men især Gunnar Clausens Vej er helt oplagt til en velbeliggende gratis p-plads med sin beliggenhed tæt ved to vigtige indfaldsveje, Skanderborgvej og Genvejen.
Begrebet Park and Ride har været kendt i mange år i udlandet, hvor man har indset det fornuftige i at kanalisere bilisterne over i en velfungerende offentlig trafik. Man mindsker antallet af biler i byernes centrum og letter presset på parkeringsmulighederne.
Det er egentlig underligt, at man ikke allerede for længst har benyttet sig af den mulighed for at gøre Odderbanen endnu mere brugervenlig og mere benyttet, men det kan jo stadig lade sig gøre og kræver ingen ændringer på selve banen, udover at det giver anledning til at køre med 15 minutters intervaller og giver flere passagerer. Lutter positive konsekvenser.