Fortsæt til indhold
Aarhus

Politikere og embedsmand fløj på SAS Plus-klasse til Kina

En Aarhus-delegation købte sig til en mere komfortabel flytur til Kina. Det er i orden, vurderer en professor i økonomistyring.

Da en delegation fra Aarhus Kommune i januar fløj til Kina, var der god plads til benene og skuldrene.

Politikerne Jette Skive (DF) og Marc Perera Christensen (K) samt chefkonsulent Jørn Nim Jensen fra borgmesterens afdeling skulle besøge venskabsbyen Harbin og fløj på såkaldte Plus-klasse – en mellemting mellem økonomi og businessclass – begge veje mellem København og Beijing samt Aarhus og København.

På Plus-rækkerne er et sæde taget ud for at skabe bedre plads, ligesom der på denne klasse er fri bar. Således betalte kommunen ekstra for, at delegationen kunne få mere komfortable forhold på størstedelen af flyveturen.

Ifølge Aarhus Kommunes regler skal de ansatte og byrådsmedlemmer rejse billigst muligt og mest økonomisk fordelagtigt for kommunen, oplyser Christian Mølgaard, juridisk chef i Aarhus Kommune.

Hvordan harmonerer disse regler med at rejse på SAS Plus-klassen?

Jørn Nim Jensen, som bestilte billetterne til Kina-turen forklarer, at der ved hver rejse bliver taget stilling til transportformen, og at rejsens længde, tidspunkt for rejsen og program spiller ind.

»Når der er tale om natterejser med store tidsforskelle – som det f.eks. var tilfældet for den pågældende mere end 17 timer lange rejse til Harbin i januar 2017, bliver der følgelig undertiden truffet beslutning om at lade folk rejse på SAS Plus, hvor der eksempelvis er lidt mere benplads og bedre mulighed for at få lidt nattesøvn, så deltagerne undgår jetlag og kan møde friske op og nogenlunde præsentable,« fortæller han i et skriftligt svar.

Plus kræver en begrundelse

Ifølge en kopi af delegationens flybillet, som JP Aarhus er i besiddelse af, kostede Marc Perera Christensens billet 13.381 kr., mens Jette Skives står til 4.125 kr., og Jørn Nim Jensens til 8.094 kr. Forskellen skyldes, at der var sket modregninger hos SAS for nogle aflyste rejser i efteråret, fortæller Jørn Nim Jensen, der stod for billetterne. Han formoder, at kostprisen svarer til de 13.381 kr., men henviser til SAS for at få oplyst prisen.

Det virker uprofessionelt at komme vaklende ud af flyet.
Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring, Aalborg Universitet

Herfra lyder det, at SAS ikke udtaler sig om passagerer, ligesom flyselskabet ikke kan sige noget generelt om prisforskellen på Plus-klassen og selskabets økonomiklasse, Go.

Forelagt den konkrete rejse konstaterer juridisk chef Christian Mølgaard, at økonomiklassen vil være udgangspunktet for ansatte og politikere, der rejser til Kina, men at der kan vælges bedre klasser, hvis der er en god og saglig begrundelse.

Ifølge programmet ankom Aarhus-delegationen tirsdag den 3. januar kl. 19, og onsdag eftermiddag skulle Marc Perera Christensen holde en tale på ”Harbin Cold Zone Development Seminar”, der blev afviklet kl. 14-16 på Kempinski Hotel, hvor den danske delegation boede.

Politiker skal være udhvilet

Christian Mølgaard henviser til, at det er Jørn Nim Jensens chef, som skal tage stilling til, hvorvidt det ligger inden for skiven at vælge Plus-klassen til alle tre, når kun den ene skal tale, og det tilmed først er dagen efter ankomsten. Af JP Aarhus’ mailkorrespondance med Jørn Nim Jensen fremgår det, at hans chefer, stadsdirektør Niels Højberg og Lise Uhre Pless, sekretariatschef i borgmesterens afdeling, har været inde over avisens spørgsmål og svar herpå.

Marc Perera Christensen, der er 2. viceborgmester, har det fint med at have fløjet på den dyrere Plus-klasse, da han finder det vigtigt med den bedre komfort.

»Jeg har det sådan, at når jeg skal repræsentere Aarhus Kommune i forhandlinger og styrke den dansk-kinesiske relation, der foregår med tolk og hele pibetøjet, så skal jeg være udhvilet. Så enkelt er det,« siger han.

Delegationen fløj også på Plus-klassen på hjemturen. Kan man ikke sige, at det er fair nok, du skal være udhvilet, når du kommer derned, men hjemad kunne du vel godt have siddet på den billigere klasse?

»For mig er det lige så vigtigt at være frisk og veludhvilet, når jeg kommer hjem fra sådan en repræsentativ tur, fordi der skal jeg jo tilbage til den hverdag, jeg har herhjemme,« svarer Marc Perera Christensen.

Jette Skive understreger, at hun intet har haft at gøre med valget af flyklasser:

»Jeg har bare fulgt trop.«

Aarhus-delegationen var under det fem dage lange ophold bl.a. til is- og snefestival i Harbin, på besøg på et plejehjem, i en tigerpark og på byplansmuseum, ligesom der var møder, bl.a. med viceborgmesteren og andre delegationer, fremgår det af programmet for turen.

Professor: Det er okay

Selv om delegationen ikke skulle på talerstolen umiddelbart efter ankomsten, vurderer Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, at det er i orden, at de tre er rejst på Plus-klassen, så længe det ikke strider mod kommunens politik.

»Det kan også være hensigtsmæssigt. Der er tidsforskel, og pengene er godt givet ud, så man ikke er fuldstændig smadret. Det virker uprofessionelt at komme vaklende ud af flyet.«

I 2015 vedtog borgerrepræsentationen i Københavns Kommune nye rejseregler, der bl.a. præciserede rejseklasser, når politikerne flyver. Der skal ved valg af klasse lægges vægt på, hvad der er det mest hensigtsmæssige og økonomiske for kommunen og rimeligt for deltagerne, fremgår det af et notat. Heri fastslås det, at hvis rejsetiden er på over seks timer, kan der generelt flyves på rejseklasser over økonomiklassen af hensyn til muligheden for at arbejde og hvile uforstyrret på rejsen – især hvis de rejsende har forpligtelser samme dag som ankomst.

Ifølge Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, handler det ikke om jura, men om hvad kommunen ønsker at bruge penge på.

»Det er lige som, når der bliver holdt julefrokost, om man vil gøre det til 100 kr. eller 200 kr. kuverten. Det er der ikke voldsomt mange regler for. Det er kommunens penge, og de øverste chefer må finde ud af, om de vil bruge deres sparsomme budgetter på den måde eller ej.«