Fortsæt til indhold
Aarhus

Hjul skruet løs ved Rutebilsstation

For anden gang på en weekend fik en bilist skruet bolte af hjulene i sin bil.

Natten til søndag fik en 54-årig kvindelig bilist en grim overraskelse på vej hjem fra Rutebilstationen.

Hendes bil larmede og rattet rystede, men selvom hun standsede for at finde problemet, kunne hun ikke umiddelbart finde årsagen. Dagen efter viste det sig, at alle fem hjulbolte sad løst på venstre forhjul.

Østjyllands Politi peger på, at nogen har pillet ved bilen, mens den har stået parkeret i et område med parkering for DSB-ansatte. Det er andet tilfælde i samme weekend, at en bilist har fået skruet bolte løs på sine hjul i Aarhus-området. Fredag opdagede en 31-årig bilist ligeledes at boltene var løs, mens hun kørte på motorvejen på vej til Holstebro.

Problemet er også blevet set flere andre steder i landet den seneste tid, bl.a. i Jyllinge og Roskilde. Politiet advarer stærkt mod at pille ved bolte på forhjul:

»Vi vil gerne på det kraftigste advare mod, at man skruer bolte løs på biler, da det kan være forbundet med stor fare. Det er ikke bare at betragte som hærværk - det er en alvorlig forseelse og en overtrædelse af straffelovens § 252, da man forholder fare for andres liv og førlighed,« lød det fra Østjyllands Politi i fredags, da det første tilfælde i Aarhus blev opdaget.

Østjyllands Politi efterlyser eventuelle vidner til hærværket, der er sket mellem kl. 20.12 lørdag aften og kl. 03.35 søndag nat. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook