Aarhusiansk iværksætters kone står til udvisning trods job og månedsløn på 35.000 kr.
En afvisning på opholdstilladelse betyder, at erhvervsmanden Kasper Kragelunds hustru skal være ude af Danmark inden for syv dage.
Frustrationer og fortvivlelse har ramt iværksætteren Kasper Kragelund.
Han har forsøgt at få opholdstilladelse til sin thailandske hustru, som har fået job i Danmark, men fik et chok, da han modtog svaret på ansøgningen.
»Der må være tale om en fejl, tænkte jeg,« siger han.
For ifølge iværksætteren har hans hustru opfyldt de krav, der sættes af myndighederne for at søge om opholdstilladelse via den såkaldte beløbsordning, der søges om hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).
Der står bl.a. på hjemmesiden, at »det er et krav, at man er tilbudt arbejde med en årlig løn på minimum 408.800«, hvilket Kasper Kragelund mener, er opfyldt, da hans kone vil tjene 35.000 kr. om måneden.
»Min kone har både job og løn, men ifølge afgørelsen har hun ikke ret til opholdstilladelse. Jeg forstår ikke argumentationen, da den ikke stemmer overens med de krav, der står på styrelsens egen hjemmeside,« siger han.
Fredag skulle Kasper Kragelunds kone have åbnet en ny restaurantbod på madmarkedet, Aarhus Street Food, som Kasper Kragelund er medstifter af.
Hans hustru har ikke arbejdet endnu, da parret ifølge Kasper Kragelund har forsøgt at søge om arbejdstilladelse i to måneder, inden afslaget kom.
Hans thailandske kone har nu syv dage til at forlade landet.
»Det er ikke kun hende, der kommer til at forlade landet. Vi er en hel familie, der må rykke alt op fra den ene dag til den anden og rejse. For vores børn skal ikke bo uden den ene forælder,« siger Kasper Kragelund.
Familien, der foruden Kasper Kragelund og hustruen består af tre børn, har tidligere boet i Thailand, men vendte tilbage til Danmark for at bygge en tilværelse op her. Erhvervsmanden forklarer, at han havde glædet sig til at påbegynde en masse nye projekter i Danmark, som han har gjort det med Aarhus Street Food, der et lille års tid efter åbningen har skabt 350-400 arbejdspladser i det aarhusianske.
»Sker det, at jeg og min familie må forlade landet, har jeg heldigvis to gode kompagnoner, der fører Aarhus Street Food videre. Men det vil ærgre mig ikke at få lov til at skabe nye projekter og flere arbejdspladser her i landet,« siger han.
Det vurderes i afvisningen, at hans hustrus kvalifikationer ikke er efterspurgte her i landet, og at hun er blevet tilbudt jobbet for at få opholdstilladelse.
En påstand iværksætteren nægter. Han mener ikke, at han forsøger at udnytte sin position til at få opholdtilladelse til hustruen, tværtimod. Ifølge ham har det ikke været hensigten at omgås loven.
»Min kone har fået jobbet, fordi hun er dygtig til det, som hun laver,« siger han, og tilføjer, at hustruen har en rigtig ansættelse, og at det nye køkken ikke blot bliver åbnet, for at hun skal have opholdstilladelse, men er en reel forretning, der skal være med til at udvide Aarhus Street Food.
»Den eneste grund til, at hun ikke begyndte at arbejde med det samme, er at vi først skulle søge om arbejdstilladelsen,« siger han.
Til spørgsmålet, om han kan forstå, hvis nogen tænker, at åbningen af madboden og lønnen månedslønnen på 35.000 kr. sker udelukkende for at hustruen kan blive i landet, lyder svaret.
»Der stilles ingen krav til uddannelse eller kvalifikationer, når man søger. Man skal opfylde job- og lønkravet. Der er kapital bag madboden og penge til at give hende den løn, som hun får. Jeg har handlet efter praksis på området og fulgt råd fra folk, der har haft lignende sager.«
Mandag skal Kasper Kragelund mødes med sin advokat og snakke sagen igennem, men bliver den ikke sat i bero forlader han og familien landet inden ugen er omme. Men hvorhen vides endnu ikke.
»Det må blive med nogle kufferter på et hotel et eller andet sted, for vi solgte alt, vi havde i Thailand, dengang vi flyttede derfra,« siger han.
Fordi familiesammenføring er en langvarig proces benyttede Kasper Kragelund ikke den mulighed, da der skulle søges om opholdtilladelse. Han forklarer, at han og hustruen valgte den anden mulighed, da de mente, at opfylde alle krav i beløbsordningen.
Men ændres afgørelsen ikke, vil han gå efter alle andre muligheder, der er for at få opholdstilladelse til hustruen.
I et skriftlig svar til TV2 Østjylland skriver Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V), at hun ikke kan gå ind i den konkrete sag, samt at beløbsordningens formål ikke er at kompensere for stramme familiesammenføringsregler.
»Vi ved godt, at reglerne gør det svært for nogle danskere at få deres udenlandske ægtefælle til landet. Men vi så op gennem 1990’erne, at lempelige familiesammenføringsregler skabte ghettodannelser præget af arbejdsløshed og kriminalitet. Den fejl ønsker vi ikke at gentage. Derfor er det nødvendigt at have stramme familiesammenføringsregler,« skriver ministeren til TV2 Østjylland.