Hver fjerde iværksætter drejer nøglen om efter tre år
Overlevelsesraten blandt Aarhus’ iværksættervirksomheder er dog stigende, og dem, der overlever, vokser og skaber flere job.
Idéen er så god, at den bare må føres ud i livet, og der er vilje til at fyre både opsparing og fritid i projektet.
Sådan er mange iværksætterdrømme begyndt, men for lidt under hver fjerde iværksætter i Aarhus brister drømmen efter tre år.
Det viser en opgørelse, lavet af E-statistik, over overlevelsesraten for aarhusianske iværksættervirksomheder. Omkring 23 pct. af de iværksættervirksomheder, som åbnede i 2012-2013, var lukket i begyndelsen af 2016, hvor de seneste tal er hentet.
Men faktisk er det en positiv historie, understreger indehaver af E-statistik, Kent Nielsen, som også er tidligere lektor på Handelshøjskolen i Aarhus.
Bedre end landsgennemsnit
»I 2006-2008 ville alle være iværksættere, og der åbnede nok for mange virksomheder. Så kom finanskrisen, der ryddede meget ud i virksomhederne og gik hårdest ud over de senest etablerede virksomheder, fordi de var mindre modstandsdygtige. Men kurven for den treårige overlevelsesrate har været støt stigende siden,« siger han.
Ifølge E-statistiks opgørelse var 77 pct. af de aarhusianske iværksættervirksomheder, som blev etableret i 2012-2013, stadig aktive i begyndelsen af 2016.
Overlevelsesraten blandt virksomheder med fem år på bagen lå på 65 pct.
På landsplan lå overlevelsesraten i fjor på henholdsvis 76 og 61 pct. på tre og fem år gamle virksomheder.
Arbejdspladserne bliver
»Det siger mig, at tingene går bedre i Aarhus,« siger Kent Nielsen og tilføjer:
»Før finanskrise var det i høj grad lønmodtagere, der startede egen virksomhed. Efter finanskrisen beholdt de i højere grad deres job, og i stedet begyndte ledige, studerende og andre uden for arbejdsmarkedet i højere grad at starte egen virksomhed. Nu er det oftest personer med stærke faglige kompetencer, som starter selv i f.eks. vidensbranchen.«
JP Aarhus har tidligere beskrevet, at kommunens iværksættere næsten rykker som før krisen. En anden opgørelse foretaget af E-statistik viser således, at antallet af nystartede iværksættervirksomheder i kommunen er steget støt fra 970 i 2009 til 1.300 i 2015, mens der i 2008 blev etableret 1.407 iværksættervirksomheder.
Iværksættervirksomhederne er fundet ved at rense cvr-registret for bl.a. sæsonbestemte virksomheder, der oprettes årligt, holdningsselskaber og foreninger m.v. uden økonomisk aktivitet.
Jobskabelse fastholdes
Ifølge Kent Nielsen er det vigtigt, at antallet af nystartede iværksættervirksomheder er højt, for mens knap hver fjerde virksomhed er lukket efter tre år, fastholdes antallet af arbejdspladser nogenlunde.
»Det har overrasket mig, at når 1.400 virksomheder starter i Aarhus, skaber det måske 1.800 job. Efter fem år er det tal kun faldet til måske 1.650 job, selv om mere end hver tredje af virksomhederne forsvinder. Det må betyde, at de andre vokser sig større,« siger han.
Især iværksættere i hotel- og restaurationsbranchen samt videnservicebranchen har skabt mange job. Men mens nye virksomheder i bl.a. industri- og videnservicebranchen har en relativt stor overlevelsesrate, er hotel- og restaurationsbranchen ifølge Kent Nielsen mere skrøbelig.