Aktier i Aarhus Lufthavn blev solgt for 0 kr.
Aarhus Kommune fik aktier i Aarhus Lufthavn gratis foræret af Randers og Favrskov kommuner og har nu kontrol over lufthavnen.
Prisen er hemmelig.
Det har hidtil været svaret på spørgsmål om, hvad Aarhus Kommune har givet for at opkøbe aktier i Aarhus Lufthavn til en andel på 90 pct.
Men af hensyn til åbenheden har borgmester Jacob Bundsgaard (S) nu over for JP Aarhus besluttet at oplyse prisen for overtagelse af alle Randers og Favrskov kommuners lufthavnsaktier og dele af Nord- og Syddjurs kommuners aktier.
Aktiekøbet betyder, at Aarhus Kommune nu ejer 90,02 pct. af aktierne i lufthavnen mod tidligere 58 pct.
Skulle sikre handlemuligheder
»Prisen på aktierne var 0 kr. Det er ud fra en betragtning om, at der i øjeblikket er løbende underskud i lufthavnen, og vores vurdering har været, at det er den rette pris med de nuværende forudsætninger og kravet om større investeringer,« siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:
»Det har været et forsøg på at finde en balance i aftalen. Vi har ikke haft det primære formål at lave en god handel, men at sikre os, at vi har de nødvendige handlemuligheder. Sælgerne har på den anden side købt sig – eller solgt sig – fri for en forpligtelse til at investere i lufthavnen,« siger Jacob Bundsgaard.
Aarhus Kommune vil, hvis EU godkender det, investere et stort millionbeløb i lufthavnen, og det er den forpligtelse, som Randers og Favrskov nu er ude af.
Kommunerne skal dog være med til at dække Aarhus Lufthavns underskud for 2016, som tidligere er blevet anslået til at lande på samme niveau som i 2015, hvilket vil sige ca. 8 mio. kr.
I fordragelighed
Nils Borring (S), borgmester i Favrskov Kommune, er godt tilfreds med aftalen.
»Handlen er kommet på plads i al fordragelighed og ud fra en vurdering, der passer til aktivet. Ud fra de seneste års resultater havde vi heller ingen formodning om, at vi skulle have store penge ud af at sælge aktierne. Vi tror på en god fremtid for lufthavnen, men det kræver en mere smidig ledelse, som nu er kommet på plads,« siger han.
Randers Kommune har ligeledes solgt sine 18,44 pct. af aktierne for 0 kr., men det er ikke lykkedes at få en kommentar fra borgmester Claus Omann Jensen (V).
Med det, næsten, fulde ejerskab af lufthavnen har Aarhus Kommune kontrol over selskabet, men hæfter samtidig også for eventuelle underskud.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er indstillet på at investere »et anseeligt millionbeløb«, og han er ikke afvisende over for et salg af lufthavnen.