2017 kan blive afgørende for lufthavnens fremtid
Aarhus Kommune har overtaget 90 pct. af aktierne i Aarhus Lufthavn og gør klar til store investeringer. Lufthavnens passagertal steg med 5 pct. i 2016, men tabet af en Stockholm-rute kan betyde et fald i passagertallet i år.
Passagertallet falder – måske.
Investeringerne stiger – måske.
Eller måske bliver hele lufthavnen solgt.
At drive en lufthavn er jo ikke en kernekompetence for en kommune.Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune
Der er udsigt til et særdeles spændende år for Aarhus Lufthavn, som gik ind i det nye år med en ny ejer i form af Aarhus Kommune, der nu ejer 90,02 pct. af aktierne med Nord- og Syddjurs kommuner som de to medejere med hver 4,99 pct. af aktierne.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over, at Aarhus Kommune nu har kontrol over lufthavnen, og hvis EU godkender en ny forretningsplan, er han parat til at investere mange kommunale mio. kr. i udvikling af lufthavnen.
Et tre-cifret millionbeløb fra Aarhus Kommune har været nævnt, men det tal er ubekræftet.
»Jeg kan hverken be- eller afkræfte beløbet. Det afhænger af den forretningsplan, vi arbejder på, men der er ingen tvivl om, at det bliver en anseeligt millionbeløb, hvis det skal lykkes,« siger borgmesteren.
Vigtig infrastruktur
Han er helt på det rene med, at kommunekassen – og dermed skatteyderne – kommer til at bidrage til lufthavnen.
»Min grundholdning er, at en international lufthavn er et stykke kritisk infrastruktur som motorveje og kollektiv trafik. Det er vigtigt for bl.a. byens erhvervsliv og uddannelses- og forskningsinstitutioner, så det må gerne koste penge, men lufthavnen skal være en rentabel forretning på sigt,« siger Jacob Bundsgaard.
Kommunens ønske er, at private investorer også melder sig på banen og investerer i lufthavnen. På spørgsmålet, om Aarhus Lufthavn er til salg, lyder borgmesterens svar som følger:
»Der er ingen tvivl om, at det vil være en gevinst, hvis der vil være private investorer, som vil bidrage til udvikling af lufthavnen, også med ejerandele. Men vi skal have sikkerhed for, at det er investorer, som har de samme ambitioner, som vi har. At drive en lufthavn er jo ikke en kernekompetence for en kommune, og derfor vil der på sigt formentlig kunne findes bedre ejere end Aarhus Kommune,« siger Jacob Bundsgaard.
Bestyrelse uden politikere
Kommunen arbejder i øjeblikket på en ny forretningsplan for lufthavnen, ligesom der bliver sammensat en ny bestyrelse, og det bliver uden politikere ved bordet.
»Der skal ikke være politikere i bestyrelsen, for det skal være en rent professionel bestyrelse, der har det ene sigte at skabe en sund forretning og et bedre rutenet. Men det er klart, at i sidste ende er det ejerne – altså os – der bestemmer og udpeger bestyrelsen, men vi har brug for andre kompetencer i bestyrelsen,« siger borgmesteren.
Aarhus Lufthavns samlede passagertal for 2016 viser en fremgang på 5 pct. til i alt 383.154 passagerer, hvilket svarer til en fremgang på 18.319 passagerer i forhold til 2015, og det glæder Peter Høgsberg, direktør for Aarhus Lufthavn:
»En fremgang på 5 pct. er vi jo glade for, men jeg havde gerne set lidt mere. Vi havde desværre en charterrute, der blev lukket ned, og den kunne have givet nogle flere passagerer,« siger han.
Udsigterne for 2017 er foreløbig ikke de bedste, for i december besluttede SAS at lukke en rute til Stockholm, og den gav op mod 30.000 passagerer i 2016.
»Passagererne for Stockholm-ruten kommer vi til at mangle i 2017, så vi vil nok se en mindre tilbagegang i passagertallet, men vi forventer, at den nye Prag-rute fra maj kan afbøde noget af faldet, ligesom vi forventer en generel vækst på grund af kulturbyåret,« siger Peter Høgsberg.