Fødevarecenter skal vokse til den tidobbelte størrelse
Agro Food Park i Skejby skal ifølge en ny visionsplan blive en helt ny bydel med tusindvis af medarbejdere.
Et 300.000 etagemeter stort fødevareteknologisk innovationscenter i verdensklasse.
Det er det ambitiøse mål i en visionsplan for Agro Food Park, som i dag onsdag præsenteres i Skejby for 300 topfolk inden for den danske landbrugs- og fødevaresektor.
Ifølge direktør Bjarne Langdahl Riis er interessen for at blive en del af fødevarecentret allerede stor, ligesom der er et enormt potentiale for vækst. Den tidligere visionsplan fra 2009 er således allerede forældet.
»Derfor har vi sammen med Realdania gennemtænkt fremtidens innovationshotspot i verden, hvor der er tænkt over, hvordan folk bevæger sig og arbejder fremover,« fortæller Bjarne Langdahl Riis, som kalder visionen for »noget af det mest ambitiøse inden for fødevaresektoren både nationalt og internationalt«.
Ikke set før
»Verden har endnu ikke set et erhvervsområde af den her karakter, men det skal også være verdenskendt for, at det er her, man skal være, hvis man vil noget inden for fødevareinnovation. I planen, vi fremlægger nu, lægger vi op til, at Agro Food Park på sigt skal blive 10 gange så stor, som den er i dag,« afslører direktøren.
Agro Food Park består i dag af 75 virksomheder med knap 1.000 ansatte. Frem mod 2030 skal det antal vokse til 4.000-5.000 medarbejdere, men med et fremtidigt samlet areal på 300.000 etagemeter vil der være plads til op mod 10.000 medarbejdere, understreger direktøren.
»Vi har ikke flere ledige kvadratmeter, og vi har en venteliste med små og mellemstore virksomheder. Alene hen over sommeren har jeg lavet otte nye kontrakter. Arlas nye globale innovationscenter er på plads, og vi har tre spændende projekter på banen med nogle store aktører inden for fødevareproduktion og viden,« fortæller Bjarne Langdahl Riis.
Direktør Karen Hækkerup for Landbrug og Fødevarer, der ejer Agro Food Park, og teknik- og miljørådmand Kristian Würtz (S) vil i dag være med til at præsentere visionsplanen for de indbudte gæster. Kristian Würtz er meget begejstret for de nye tanker.
»Frem for at bygge et traditionelt erhvervsområde lægges der op til at bygge en erhvervsbydel, hvor virksomhederne bor sammen, og hvor medarbejderne blander sig med hinanden. Det er superspændende,« mener han.