Enlige ældre døjer med dårligt helbred
Ifølge en ny undersøgelse har det helbredsmæssige konsekvenser at være over 65 år og bo alene i Aarhus.
Smerter, et højt stressniveau, dårlig trivsel og rygning.
En hverdag uden en partner eller ægtefælle er en kilde til helbredsproblemer for ældre, viser en analyse af aarhusianernes sundhed foretaget af Defactum under Region Midtjylland.
I undersøgelsen skiller enlige borgere over 65 år sig negativt ud fra gennemsnittet på 8 af 14 punkter om helbred og sundhedsvaner.
Ifølge Finn Breinholt, programleder og forsker på hos Defactum, Aarhus Universitet, er det velkendt, at ensomhed kan gå ud over helbredet, men det markante udfald af analysen overrasker ham.
»Ens kontaktflade begynder typisk at tynde ud fra omkring 50-årsalderen, derfor er ægtefællen ofte den vigtigste person i de ældres netværk. Har man ikke en partner, mangler der en person til bl.a. at motivere til motion eller være en slags buffer, der f.eks. kan afbøde effekterne af stressede perioder,« siger han.
Aarhus Kommune har fokus på ensomhed blandt ældre, og i hver af de syv ældreområder findes en forebyggelseskonsulent, hvis job det er at afdække, om de ældre har behov for hjælp for at undgå ensomhed. Det kan bl.a. ske gennem kommunens tilbud om aktiviteter som litteratur- og spiseklubber samt seniorhold i Aarhus’ sportsforeninger.
For Anette Poulsen, områdechef for lokalcentrene i midtbyen med ansvar for forebyggende hjemmebesøg hos ældre, giver analysen stof til eftertanke.
»Fra 65-årsalderen tilbyder vi bl.a. et forebyggelsesbesøg til borgere, som er blevet enker. Det tager ca. 70 pct. imod. Vi ved ikke, om de sidste ikke takker ja, fordi de mangler overskud, eller fordi de allerede har et netværk. Men det viser, at der stadig er et potentiale,« siger hun.
Ifølge sundheds- og omsorgsrådmand Jette Skive (DF) bliver der stadig færre penge til velfærd til den enkelte ældre, da antallet af borgere over 65 stiger, uden de økonomiske midler følger tilsvarende med.
»Vi er nødt til at sætte ind på alle parametre for at sikre velfærden. Derfor har vi stort fokus på hjælp til selvhjælp ud fra en forebyggende indsats. Vi kan ikke jage de ældre op af stolene, men vi kan pirre interessen og skubbe på for at få ældre til at styrke deres helbred og immunforsvar,« siger hun.
Analysen viser, at ikke blot en mangel på en ægtefælle har konsekvenser for sundheden – det har en lav uddannelse også.