Madordning anretter fællesskaber på tværs af generationer
På Samsøgade Skole serverer ældre fra nærområdet mad for børnene.
På Samsøgade Skole i Aarhus møder man stor tilslutning til en nyetableret madordning. De varme måltider bliver lavet på Lokalcenter Møllestien og serveret af ældre frivillige fra lokalområdet. En ordning, der giver et fællesskab på tværs af generationer.
Det skriver Børn og Unge i en pressemeddelelse.
Før stod der en sandwich-automat. Nu står der et par 65-76-årige frivillige og serverer mad for skolens elever. Men de serverer mere end bare mad. Ifølge skoleleder Martin Appel Loft deler de liv, humor og fællesskab med eleverne.
»Den fælles mad er ikke kun en madordning. Den har en social funktion for de involverede og skaber fællesskaber på tværs af generationer. Vi ser, hvordan de ældre får skabt en god kontakt med eleverne på skolen, hvor unge og ældre genkender hinanden fra gang til gang,« siger Martin Appel Loft.
Idéen til madordningen kom, da man i midtbyen besluttede at gentænke samarbejdet mellem børn og unge-området og ældreområdet.
»Vi vidste, at generationerne kunne få meget mere ud af hinanden end kun at ses til det årlige Lucia-optog. Vi håbede på at bygge bro mellem generationerne. Så da Martin nævnte skolens sandwich-automat, opstod madordningen som en idé, hvor alle parter kunne få fordele af samarbejdet,« fortæller Anette Poulsen, områdechef for Midtbyen, Sundhed og Omsorg.
Også de frivillige har glæde af ordningen.
»De er jo nogle skønne unger, som er dejlige at møde. De siger så mange sjove ting,« siger 76-årige Erik Jørgensen.
Den begejstring deler Helmer Biseth på 68 år:
»Børnene vil gerne have kontakt til os voksne, særligt fordi vi har lidt ekstra tid til at spørge til, hvordan de har det, og hvordan det går i klassen. De hilser altid, når jeg kommer, og vi griner ofte sammen, mens de står i køen og venter på mad,« siger hun.
Begge er så glade for at hjælpe til på skolen, at de mener, ordningen bør sprede sig til flere skoler, så endnu flere børn og voksne kan få glæde af at mødes.
Udover et fællesskab på tværs af generationer til glæde for børn og voksne, så er den frivillige hjælp afgørende for, at madordningen overhovedet kan eksistere.
»Vi er meget glade for det tværfaglige samarbejde, der er opstået. Som skole giver det os mulighed for at tilbyde eleverne et varmt og sundt måltid mad. En mulighed, vi ikke havde råd til, hvis vi skulle etablere egen kantine,« siger skoleleder Martin Appel Loft.
Samarbejdet er så stor en succes, at parterne drømmer om at udvide mulighederne for at mødes på tværs.
»Man kunne sagtens forestille sig, at de frivillige kunne blive læseonkler og tanter. Eller man kunne lave emneuger, hvor de ældre byder ind med noget af det, de har lavet tidligere,« siger Martin Appel Loft.