Fortsæt til indhold
Aarhus

New York-magasin hylder Aarhus: Flyt dig, København

Aarhus er en juvel, der er blevet en destination i sig selv, skriver det amerikanske rejsemagasin Travel + Leisure, der årligt har 4,8 mio. læsere.

»Flyt dig, København, for i Danmark handler det hele om Aarhus.«

Det er indgangsvinklen i en længere artikel om »Danmarks elskede næststørste by« fra det New York-baseret rejsemagasin Travel + Leisure, der årligt har 4,8 mio. læsere og månedligt har 56 mio. sidevisninger på sin hjemmeside.

Rejsemagasinet har besøgt Aarhus og talt med flere kulturpersonligheder, der hver især har et specielt forhold til byen. Det drejer sig bl.a. om grafikeren og maleren Hans Oldau Krull, gourmetkokkene Thorsten Schmidt og Wassim Hallal, iværksætteren og Hummel-ejeren Christian Stadil, arkitekten Mikkel Frost og forfatteren Elsebeth Egholm.

Magasinet har efter både samtaler med de forskellige kulturpersonligheder og via egne erfaringer i Aarhus og omegn konkluderet, at Aarhus er et sted med »en ungdommelig boheme og en sentimental tilknytning til en svunden livsstil«, og at den nu takket været en række kunstnere, iværksættere og et par Michelin-stjerner er blevet Europas »next hot-underground-grown-up-scruffy place to be«, hvilket frit kan oversættes til en by, der er på vej til at blive Europas næste populære undergrundsdestination.

Startende i toget fra København mod Aarhus har magasinet bl.a. været forbi naturen omkring byen, det aarhusianske latinerkvarter, Aarhus Universitet, Moesgaard Museum, La Cabra, Castenskiold, Aarhus Å, Sankt Clemens Torv, Train, Den Gamle By, Aros og Aarhus Teater.

»Aarhus blev valgt som Europæisk Kulturhovedstad i 2017, og er i dag en juvel af et sted at besøge: sikker, kreativ, engelsktalende og stadig uopdaget af store mængder turister. Byen kan ikke konkurrere med størrelsen eller forskelligheden i København, men det behøver den heller ikke,« skiriver journalisten Nathan Heller fra Travel + Leisure og fortsætter:

»Aarhus er der, hvor du tager hen, når du har set hovedstæderne i Europa og stadig håber på, at en by, du aldrig har hørt om, vil vise sig - ligesom en uventet soul mate - og feje benene væk under dig.«

Rejsemagasinet hæfter sig ved, at Aarhus, »der udtales "Oh-hoos"«, er blevet en destination i sig selv med bl.a. et af Skandinaviens førende forskningsinstitutter i form af Aarhus Universitet samt Skandinaviens største offentlige bibliotek i form af Dokk1. Samtidig fremhæver Travel + Leisure den aarhusianske tv-dramaserie Dicte, der i disse uger er i gang med at indspille de sidste scener til den afsluttende sæson i efteråret.

»Hvis hovedstaden København er hjertet i dansk kultur, er Aarhus med ungdommeligheden og rastløsheden dens snurrende sind,« skriver magasinet, der desuden betegner Aarhus som en by uden jakkesæt eller glamour, men med kreative tænkere, excentrikere og rejsende, der er vendt hjem.

Tidligere på måneden skrev britiske The Guardian, at Aarhus var »en nordlig stjerne«, hvor man sågar kunne blive »et bedre menneske«, hvis man flyttede dertil.

Også det internationale modemagasin Vogue og The New York Times har tidligere fremhævet Aarhus.