Pesticider forurener det aarhusianske grundvand
Aktuelle analyser viser fund af pesticider i hvert tredje grundvandsboring i Aarhus Kommune.
Pesticider forurener stadig grundvandet i Aarhus Kommune. Aktuelle analyser viser, at der er fundet spor af pesticider i hver tredje vandværkboring. Der er blandt andet fundet rester af Roundup og Basagran. Mandag den 7. december tager magistraten stilling til, hvilke videre skridt, der skal tages, for at beskytte det grundvand, som bliver brugt til drikkevand.
For at sikre rent drikkevand i Aarhus i fremtiden foreslår rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), at der bliver indført forbud mod brug af pesticider i de berørte områder. Det drejer sig særligt om Beder og Stavtrup-Åbo, som er særligt truede, og som står for 45 pct. af forsyningen af drikkevand i Aarhus.
»Rent drikkevand er en nødvendig men også knap ressource. Aarhus vokser hastigt i disse år, og hvis vi også fremover vil have rent drikkevand, skal vi gøre, hvad vi kan for at beskytte grundvandet mod sprøjtegifter,« siger Kristian Würtz.
De kommunale vandværker kan stadig levere vand, der overholder grænseværdierne for pesticider, men de er pressede af den stadige forurening, og der er brug for en aktiv indsats for at sikre den fremtidige vandforsyning.
For at undgå yderligere forurening af grundvandet er det nødvendigt, at driften af de arealer, hvor grundvandet er sårbart, sker uden brug af pesticider. Det kræver en aftale med landmænd og haveejere om, at de undgår at anvende pesticider, og kan frivillige aftaler ikke lade sig gøre, har kommunen mulighed for at udstede et påbud. Der bliver ydet fuld erstatning til de berørte grundejere ved både frivillige aftaler og påbud.
På mandag den 7. december behandler magistraten to indstillinger som har til formål at sikre pestidefri drift af områderne Beder og Stautrup-Åbo. Det er indstillingerne ”Drikkevandsbeskyttelse – opfølgning på Indsatsplan Beder” og ”Endelig vedtagelse af Indsatsplan Stautrup-Åbo”, som skal til debat.
I de kommende to år skal kommunen tage stilling til indsatsplaner for den resterende del af kommunen. Det vil koste 50 kr. pr. husstand om året, hvis alt grundvand i Aarhus Kommune skal beskyttes gennem sprøjteforbud osv.