E-bøger truer pengekassen
Store udgifter til digitale bøger presser bibliotekernes økonomi. Kulturudvalgsformand kæmper bibliotekernes sag på landsplan og i EU.
Mens Aarhus’ topmoderne bibliotek Dokk1 peger ind i fremtiden, må bibliotekets indkøbere fortsat acceptere, at den digitale fremtid har svære kår.
Årsagen er, at det koster Dokk1 og landets øvrige biblioteker mere end dobbelt så meget at udlåne en e-bog frem for en papirbog, og det presser bibliotekerne og dermed Aarhus Kommunes kulturbudget:
»Vi er i øjeblikket i bund med vores budgetter til indkøb af digitale bøger i Aarhus, for en digital bog koster mere end dobbelt så meget som en papirbog pr. udlån. Derfor er det vigtigt, at forfattere, forlag og biblioteker finder nogle modeller, som kan fungere. Vi mener fra bibliotekernes side, at vi bør have en ret til at købe og udlåne e-bøger, sådan som det gælder for papirbøger,« siger Rolf Hapel, forvaltningschef i Kultur og Borgerservice.
I oplægget til de netop overståede budgetforhandlinger i Aarhus var de økonomiske udfordringer på biblioteksområdet ridset op.
»Hvis udlånet af e-bøger stiger fra de nuværende 1,4 pct. af det samlede udlån til f. eks. 10 pct., vil det betyde en ekstra omkostning på ca. 4 mio. kr.,« hedder det i en vurdering til kulturudvalget.
Forklaringen er groft sagt, at forlag og forfattere bremser for udviklingen af bibliotekernes e-bog-udlån af økonomiske hensyn.
Årsagen er en frygt for, at udlånet vil ødelægge deres eget salg af papirbøger og e-bøger.
Bestsellere trukket ud
En række populære forfattere som Elsebeth Egholm og Hanne-Vibeke Holst valgte således i august ifølge Politiken at trække deres bøger ud af e-Reolen, som er bibliotekernes digitale boghylde. Det kan de gøre, fordi bibliotekerne endnu ikke har en ret til at udlåne e-bøger, som det gælder for papirbøger.
Og selv om e-bogsmarkedet foreløbig ikke er boomet i den hastighed, som nogle troede, er der tegn på udvikling. eReolen fordoblede i august sine udlånstal i forhold til året før.
Steen B. Andersen (S) er både medlem af Aarhus Byråd, formand for kulturudvalget og formand for Danmarks Biblioteksforening. Og i maj blev han også medlem af den europæiske biblioteksorganisation EBLIDA.
»Vi prøver at holde forlag og biblioteker i god kontakt med hinanden, så vi sikrer, at bibliotekerne får det store udbud af digitale bøger, men udfordringen er, at de store forlag truer med at trække deres bøger ud. Derudover arbejder vi med de fundamentale rettigheder på EU-niveau, og vores mål er, at bibliotekerne får en ret til at låne alle digitale bøger ud, som det gælder for papirbøger,« siger han og fortsætter:
»Vi står over for en økonomisk udfordring, hvis udviklingen på digitale bøger fortsætter, for de er meget dyrere, så det næste ryk, vi skal tage i Aarhus, må være at finde flere midler til det her område. Ellers kommer bibliotekerne til at mangle en masse digitale bøger, og det vil være meget ærgerligt,« siger han
Steen B. Andersen glæder sig i øvrigt over, at der i fredagens budgetforlig var flere løft på biblioteksområdet med 5 mio. kr. til Dokk1, 6,4 mio. kr. til et nyt bibliotek i Gellerup og 2 mio. kr. til flytning af Stadsarkivet til Dokk1.