Fortsæt til indhold
Aarhus

Rangliste: Aarhus Universitet er ude af verdens top 100

Med sin placering som nummer 107 er AU for første gang siden 2007 ikke længere blandt verdens 100 bedste universiteter på QS World Universitys rangliste.

Aarhus er ikke længere blandt verdens 100 bedste universiteter.

I al fald ikke ifølge ranglisten QS World University, som tirsdag morgen offentliggjorde sin rangliste for 2015.

Med sin placering som nummer 107 er Aarhus Universitet for første gang siden 2007 ikke i top 100 på den pågældende rangliste.

Det er gået den forkerte vej på ranglisten siden 2011, hvor AU var nummer 79 i verden, og der er langt fra universitetets topplacering som nummer 63 i 2009.

Ranglisten er baseret på seks forskellige parametre. Det enkelte universitets akademiske omdømme blandt forskere vægter højest. Men der tages også højde for, hvor mange studerende der er per underviser, og hvor ofte forskere på universiteterne citeres i videnskabelige artikler.

Det bedste universitet i verden er ifølge ranglisten amerikanske Massachusetts Institute of Technology, MIT, mens Harvard University og britiske University of Cambridge ligger henholdsvis nummer to og tre.

Københavns Universitet er både det bedste i Danmark og i Norden med en 69. plads, mens svenske Lund University følger lige efter på plads nummer 70.