Halvdelen af Dokk1 er nu udlejet
Erhvervscentrum Aarhus flytter ind på de tomme arealer hos Dokk1. Dermed er halvdelen af udlejningsarealerne afsat på åbningsdagen.
Onsdag kunne JyllandsPosten fortælle, at Aarhus Kommune har afsat halvdelen de ledige udlejningsarealer i ikonbyggeriet Dokk1. På åbningsdagen for multimediehuset kan avisen løfte sløret for, hvem der flytter ind.
Aarhus Kommune har nemlig indgået en lejeaftale om 2.060 kvm med en række parter fra Erhvervscentrum Aarhus, som er et bofællesskab for en række erhvervsorganisationer, der arbejder med at fremme erhvervslivet inden for bl.a. detailhandel og turisme i Aarhus og Østjylland. Erhverv Aarhus, Aarhus Haandværkerforening, Visit Aarhus og Aarhus Cityforening har lige nu hjemme i Pakhus 13, men forventes at kunne flytte ind i Dokk1 hen over sommeren.
Direktøren for Aarhus City Forening, Claus Bech, glæder sig til at få bl.a. sekretariatet for 2017 og Event Aarhus som naboer. Det giver gode muligheder for at samarbejde om byudviklingen.
»Rigtig mange af byens nøgleaktører sidder pludselig under samme tag med mulighed for at samarbejde på tværs på en endnu tættere måde, end vi er vant til. Det skaber gode synergieffekter,« siger han.
Aarhus Haandværkerforening vil med valget af Dokk1 sende et signal om, at man bakker op om byens rivende udvikling.
»Vi ser også nogle bedre faciliteter i Dokk1, end vi har nu,« siger formand Søren Dyhr, som bl.a. peger på, at det med pladsen og parkeringsforholdene i Dokk1 ikke længere vil være nødvendigt at søge ud af huset for at afholde større møder.
Sammen med Erhvervscentrum Aarhus flytter Stadsarkivet og en række kommunale funktioner ind på ca. 2.400 kvm på tredje sal i Dokk1. Med den nye lejeaftale er der dermed udlejet 4.622 kvm af det fulde udlejningsareal på 10.400 kvm. Og ifølge projektleder i Aarhus Kommune, Finn Bruun Ravnsbæk, er der rift om resten af pladsen.
Dokk1 åbner lørdag med byens nye hovedbibliotek og borgerservice samt en række opholdsrum for borgerne. Biblioteket er klar til at betjene gæsterne på åbningsdagen, mens borgerservice først åbner mandag. Dronning Margrethe gæster byen lørdag i anledning af åbningsceremonien, som varer ugen ud.