Fortsæt til indhold
Aarhus

En ny chance til lederen på Hasle Skole

Børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V) har rullet sin forvaltnings beslutning om at forflytte skoleleder Ole Skov tilbage. En ny løsning er i støbeskeen, siger han.

Fredag lød meldingen fra børne- og ungeforvaltningen til lærere og pædagoger på Hasle Skole, at skolens leder, Ole Skov, stod til forflytning efter sommerferien.

Igennem 12 år har han nemlig været gift med en medarbejder på skolen og dermed forbrudt sig mod kommunens princip om, at leder og medarbejder på en arbejdsplads ikke må stå i nær relation.

Men nu har Ole Skov fået en ny chance, efter børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V) har været til møde med skolens bestyrelse.

"Beslutningen er rullet tilbage. Den bliver ikke effektueret, og der startes en ny proces på baggrund af bestyrelsens henvendelsen til mig. Den går ud på, at vi prøver at skabe en ny løsning i fællesskab med skolelederen og hans kone, og tidshorisonten må man kigge på," siger han.

Børne- og ungeforvaltningen havde besluttet at forflytte skolelederen, efter at en vejledning om "personlige relationer mellem leder og medarbejdere" blev revurderet i foråret, og man rettede henvendelser til de arbejdspladser, hvor der var en nær relation mellem en leder og en medarbejder. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger drejer det sig om fem skoler og institutioner.

Tirsdag formiddag var meldingen fra børne- og ungechef, Ole Kiiil Jacobsen, ellers, at der ikke var noget at gøre.

"Man kan ikke som leder ikke have et lige forhold til ens medarbejdere, hvis man har en nær relation til én. Det bliver en skæv situation, der ikke er foreneligt med en professionel relation. Vi er blevet enige om, at de forhold skal bringes til ophør, og at vi ikke har håndhævet det tidligere, er ikke et argument for ikke at tage fat på problemerne," sagde han.

Bünyamin Simsek kan ikke sige, hvordan sagen ender, men han understreger, at det er hans grundlæggende overbevisning, at ledere ikke må gøre sig sårbare i forhold til relationer med medarbejdere.

"Så må man se på, om man kan indbygge en elastik i vejledningen, så man kan undgå sådanne sager. Men det er Fælles MED-Udvalgs opgave at beslutte det, og så skal min forvaltning administrere det," siger han.

Børne- og ungerådmanden har lovet medlemmer af kommunens børne- og ungeudvalg en redegørelse for, hvad de nye praksisser på området kommer til at betyde, og hvordan de bliver håndhævet.