Fortsæt til indhold
Aarhus

Stiller Glistrup op til Folketinget?

Mogens Glistrup spøger i lygtepælene i Mårslet. "Men han stiller nok desværre ikke op til valget," fastslår fremskridtsformand.

Restaurant Grøften i Tivoli var stedet, hvor det hele for alvor begyndte. Datoen var den 22. august, og året 1972. Den efterårsdag stiftede bornholmeren Mogens Glistrup Fremskridtspartiet, og selvom han i 2008 afgik ved døden, består hans væsen tilsyneladende stadig.

I hvert fald i Mårslet hvor hans ansigt efter statsministerens valgudskrivelse onsdag pryder lygtepælene.

Jyllands-Posten har spurgt Fremskridtspartiets formand Niels Højland, om legenden er genopstået.

"Hænger han i Mårslet? Det var da skønt. Nu har jeg ikke kontakt med de døde, det gør jeg normalt ikke så meget i, så jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt han er stået op fra de døde," siger Niels Højland.

"Men det må jo nok betyde, at nogle mener, at der er behov for ham i dansk politik. Det kan vi jo kun give dem ret i."

Hvorfor er der brug for ham?

"Han sagde mange rigtige ting dengang om flygtninge- og indvandrepolitik, og som vi kan se i dag, fortsætter det jo bare i den dårlige skure med flygtningestrømmen. Der er helt sikkert brug for stemmer som ham i dansk politik - det tror vi på. Han har betydet alt for partiet, og det gør han stadig."

Så kan man sige, at han stadig er live blandt partimedlemmerne?

"Selvfølgelig kan man det. Det var Glistrup, der startede partiet, og det bygger fortsat på hans idéer og værdier, så hans ånd lever stadig iblandt os, det er der ingen tvivl om. Men han stiller nok desværre ikke op til valget."

Partistifterens væsen lever altså fortsat, men Jyllands-Posten må skuffe mårsletterne, som altså ikke vil finde Mogens Glistrups navn på stemmesedlerne til årets valg.