Fortsæt til indhold
Aarhus

Nyt milliardprojekt får 500 boliger

Byggeri: Pensionsselskab har købt en stor grund i Risskov af Aarhus Kommune og vil bygge lejligheder for 1 mia. kr.

Jonas Hvid | Morten Elstrup

I sensommeren 2016 vil Risskov i den nordlige del af Aarhus få en helt ny bydel. Med hundredvis af boliger, daginstitutioner, fitnesscenter og et stort supermarked.

Jyllands-Posten kan nu afsløre, at pensionsselskabet AP Pension har købt en del af grunden på Bryggervej – kaldet Risskov Brynet – af kommunen og har tænkt sig at investere 1 mia. kr. i nye boliger.

»Da vi fandt den her grund, tænkte vi, at den ligger fantastisk i forhold til byen, de studerende og Risskov. Så vi var egentlig ikke særligt meget i tvivl om, at beliggenheden var utrolig interessant,« siger Peter Olsson, ejendomsinvesteringschef i AP Pension, der har betalt 180 mio. kr. for grunden.

»Aarhusianerne får en høj kvalitet til en fornuftig pris. Det skal være et sted, hvor folk bliver ved med at søge hen og sige: ”Det her er attraktivt,” og det kan de kun, hvis det er ordentligt og til fornuftige priser,« siger Peter Olsson.

To uafhængige projekter

Pensionsselskabet har planer om at bygge 400-500 lejligheder fordelt på godt 40.000 kvm, som vil blive udbudt til leje.

Bente Lykke Sørensen, chef for kommunens afdeling for byudvikling og mobilitet, og teknikrådmand Kristian Würtz (S) er begejstrede over salget af grunden til pensionsselskabet.

»Det er et rigtigt godt signal, når nogle af de store spillere melder sig på banen og også har tillid til det projekt, det er at flytte Aarhus. Denne her handel og en række andre ting, der sker i byen, vidner om, at det går i den rigtige retning,« siger Kristian Würtz.

I Risskov Brynet er det lokale ejendomsselskab, Domis, allerede i gang med at etablere en mere end 10.000 kvm stor bygning til bl.a. et supermarked og et fitnesscenter. Også Domis vil inden længe sætte spaden i jorden og etablere lejligheder, der både bliver udbudt til salg og leje. Området vil således få 1.500 til 1.800 nye boliger, og Lars-Erik Larsen, direktør i Domis, er godt tilfreds med, at et pensionsselskab har valgt at kaste penge i området.

»Det er en investor, der har et langsigtet mål og ikke bare skal tjene nogle hurtige penge. Det er kun med til at gavne området på sigt. Så set fra vores side er det positivt,« siger Lars-Erik Larsen.

Selvom de to projekter bliver naboer, bliver de opført uafhængigt af hinanden, og der vil derfor ikke være tale om, at området får helt ens boliger tegnet af de samme arkitekter og opført af de samme håndværkere.