Prestigeprojektet Z-huset minder om en krigszone
Entreprenøren er ved at ændre på konstruktionen i Z-huset på Aarhus Ø. Men det er helt efter planen, lyder det. Salget af de kostbare lejligheder går i gang i næste uge.
Smadrede murbrokker og stålsveller får den store grund på Aarhus Ø, hvor prestigeprojektet Z-huset skal skyde op, til mest af alt at ligne en krigszone.
Men der er ingen grund til bekymring, for byggeriet går helt efter planen, forsikrer Peter Thorsgaard, afdelingschef for entreprenørfirmaet A. Enggaard, som skal opføre byggeriet.
»Det ligner lidt en krigszone i øjeblikket, men det står rigtigt godt til. I øjeblikket er vi ved at omrokere kælderen til det nye projekt for at få bæresystemet og kælderen til at passe,« siger han.
Han henviser således til, at det bærende system i det nye projekt – tegnet af Sahl Arkitekter – er af beton, mens det i det oprindelige projekt fra Dorte Mandrup Arkitekter skulle bæres af en stålkonstruktion.
»Det betyder, at vi skal fundere nogle ekstra pæle og har været nødt til at brække mellemdækket ned for at få plads,« fortæller Peter Thorsgaard.
Adspurgt om, hvor store ekstra udgifter ombygningen medfører, siger han:
»Vi har ikke isoleret det tal som sådan. Men det har været indkalkuleret fra starten.«
Finanskrisen sendte Zhuset til tælling, og prestigeprojektet gik i stå i 2009, så kun parkeringskælderen stod færdigopført. Der har floreret mange rygter om, at den har taget skade.
»Der er mange historier om, at den har hævet sig og ditten og datten. Men p-kælderen står lige præcis, hvor den hele tiden har stået, og fejler ingenting,« understreger Peter Thorsgaard.
20 har skrevet sig op
Danbolig Aarhus City har ansvaret for salget af Z-huset, som for alvor går i gang i næste uge, når ejendomsmægleren vil kontakte de ca. 20 personer, der har skrevet sig op til at købe en af lejlighederne i projektet.
»Man skal altid tage det med et gran salt, at nogle har skrevet sig op til en lejlighed, for det er gratis. Men der har været interesse fra mange,« siger Kristian Voldsgaard, indehaver af Danbolig Aarhus City.
Køberne skal dog forberede sig på en anseelig udskrivning, når skødet skal underskrives. En lejlighed på 120 kvm – som er gennemsnitsstørrelsen på en bolig i byggeriet – kommer som udgangspunkt til at koste lige under 5 mio. kr.
Kvadratmeterprisen vil være i omegnen af 41.000 kr., og det er ca. 50 pct. mere end den gennemsnitlige kvadratmeterpris i Aarhus.
Der er i første omgang taget hul på to af i alt tre etaper af byggeriet.
De skal munde ud i ca. 142 lejligheder, som efter planen er indflytningsklar i marts 2016.
I etape tre bliver opført yderligere ca. 50 lejligheder.