Fortsæt til indhold
Aarhus

Lange udsigter til bedre arbejdsmiljø på AUH

Effektiviseringer, besparelser og udflytningen af Aarhus Universitetshospital til Skejby presser arbejdsmiljøet på hospitalet i de kommende år, konstaterer hospitalsledelsen.

Maria Dalhoff

Færre senge til patienterne. Krav om øget produktivitet og effektiviseringer.

Og en udflytning til nye bygninger i Skejby, hvor Aarhus Universitetshospital (AUH) skal have alle nuværende fire matrikler samlet senest i 2019.

Det er de største arbejdsmiljøudfordringer på AUH nu og i de kommende år, vurderer hospitalsledelsen i et notat til det rådgivende hospitalsudvalg i Region Midtjylland. Udvalget, som består af regionsrådspolitikere, har bedt alle regionens hospitaler om en redegørelse for eventuelle arbejdsmiljøproblemer. Emnet skal drøftes på udvalgets møde mandag. Fra AUH er det bl.a. budskabet, at der i disse år er mange udfordringer for rigtig mange ansatte på hospitalet.

Stram økonomi

Udflytningen til det kommende giganthospital i Skejby, der er under opførelse frem til 2019, betyder bl.a., at Region Midtjylland er blevet pålagt at skære i driftsbudgettet på AUH frem mod den endelige udflytning med 8 pct. For at det ikke skal blive en alt for voldsom besparelse i forbindelse med selve udflytningen er hospitalsledelsen allerede gået i gang med at skære hospitalsdriften til. Kort før sommerferien blev en ny sparerunde eksempelvis sat i gang . Men udviklingen er ikke uden omkostninger, konstaterer ledelsen.

»Vi er underlagt nogle økonomiske rammer, men vi er enige om, at vi skal være fælles om at løse problemerne. Derfor sætter vi skarpt fokus på arbejdsmiljøet på alle niveauer nu, og vi tager arbejdet med at finde løsninger op i hele vores ledelsessystem og sammen med arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanterne,« siger Gert Sørensen, hospitalsdirektør på AUH.

Arbejdspresset er hårdt mange steder. Nogle afdelinger får arbejdspuklen barberet ned inden en weekend, men om mandagen begyder det igen.
Jacob Gøtzsche, fællestillidsrepræsentantsuppleant for sygeplejersker og radiografer på AUH

I notatet til hospitalsudvalget påpeger hospitalsledelsen på AUH bl.a., at det kræver tid og kræfter for såvel ledere som medarbejdere at sikre planlægningen af besparelserne og udflytningen samtidig med en normal drift af hospitalet. De forskellige arbejdsmiljøudfordringer på AUH er blevet understreget af resultaterne af Arbejdstilsynets seneste besøg på hospitalet. Arbejdstilsynet, som i øjeblikket har generelt fokus på især sygeplejerskernes arbejdsforhold, har meddelt ledelsen på AUH, at der er påbud på vej både inden for det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Hårdt pres

Både de tidligere og de nye påbud inden for det psykiske arbejdsmiljø omhandler særligt stor arbejdsmængde og tidspres. Det har vist sig for flere fagområder, sekretærer, plejepersonale, lægegruppen og i den seneste omgang altså sygeplejerskerne.

»Nogle afdelinger får arbejdspuklen barberet ned inden en weekend, men om mandagen begyder det igen. Der er mange meget syge patienter, og der er ikke rigtig nogen steder at sende dem hen. Vi skal passe patienterne rigtig godt, men spørgsmålet er, om vi har ressourcerne til at løse opgaverne. Belægningsprocenterne på mange afdelinger tyder på, at det ikke er tilfældet,« siger Jacob Gøtzsche, der er fællestillidsrepræsentantsuppleant for sygeplejersker og radiografer på AUH.

Arbejdsmiljøstrategien 2015-2018 på AUH vil bl.a. have fokus på, hvordan forandringer på hospitalet kan gribes an, så det medfører en bedre kvalitet af arbejdet og et bedre arbejdsmiljø for personalet. Bl.a. vil der blive udbudt kurser for ledere, arbejdsmiljøgrupper og tillidsrepræsentanter i, hvordan opgaven kan gribes an. Derudover vil der blive informeret om, hvordan der kan rekvireres konsulenthjælp, hvis der er brug for det.

»Det er ikke et tiltag, som kan løse problemerne. Men der er muligheder, hvis vi eksempelvis bliver bedre til at prioritere og organiserer opgaverne,« siger hospitalsdirektør Gert Sørensen, der understreger, at det samlede hospital i Skejby vil give nye muligheder for bedre behandling og bedre organisering af arbejdet i bedre fysiske forhold.

»Patienterne skal hurtigt til, og flere vil få ambulant behandling i fremtiden. Derfor ser vi frem til, at vi kan tage imod patienterne i mere hensigtsmæssige, fysiske rammer,« siger Gert Sørensen.

De første afdelinger flytter fra de nuværende adresser i midt i Aarhus til de nye lokaler i Skejby i løbet af 2015.