Fortsæt til indhold
Aarhus

FOA: Fraværstal bliver misbrugt

Fagforeningsformand er utilfreds med, at der nu bliver set på tidligere sygefravær ved nye ansættelser.

Jonas Hvid | Morten Elstrup

Bekymrende, blacklistning og brud på loven.

Sådan betegner Kirsten Normann, formand for Foa i Aarhus, der organiserer en stor del af personalet i Aarhus Kommunes ældrepleje, forvaltningens nye praksis med ved ansættelser at se nærmere på ansøgernes sygefravær.

Selv hvis der kun bliver videregivet antallet af sygefraværsdage og ikke personfølsomme oplysninger, synes hun, at det ikke er i orden.

»Det er et tal, som hører til en periode af mit liv og ikke nødvendigvis siger noget om, hvordan min situation er i dag. Tallene bliver jo misbrugt så,« siger Kirsten Normann og fremhæver, at folk, der er kureret for alvorlige sygdomme som cancer, måske under sygdomsforløbet har haft mange fraværsdage, men ved ansættelsessamtalen er friske og uden udsigt til sygemeldinger.

Det bliver jo en form for blacklistning.
Kirsten Normann, formand for FOA Aarhus

Men indhentning af statistikker, der viser mange sygedage tidligere, kan betyde, at arbejdsgiveren ikke vil ansætte vedkommende, mener hun:

»Det bliver jo en form for blacklistning,« siger formanden og understreger, at ansøgere er forpligtede til at sige, hvis de lider af kroniske sygdomme.

Men ifølge Thune Korsager, forvaltningschef i kommunens afdeling for sundhed og omsorg, behøver Foa ikke være bekymret over kommunens praksis.

»Det vil jo altid være en konkret vurdering, og i praksis vil spørgsmålet fra den kommende leder nok blot være ”ville du selv ansætte Kirsten, hvis du havde muligheden?”,« siger han.