Fortsæt til indhold
Aarhus

Mathias Vestergaard er... sig selv

Selfmade: Der findes ingen definition, som dækker Mathias Vestergaard – og det skal der heller ikke være, siger han.

Sanne Opstrup Wedel

Han er hjemmelavet.

Selfmade på lige præcis den måde, som er blevet udråbt til svaret på fremtidens udfordringer.

En ung iværksætter med blæs på, der passer ind i den populære definition af popstars-generationen: de unge, der er opvokset i en tid med ufatteligt mange drømmebilleder i medierne og et overflødighedshorn af muligheder og valg. Som vælger med hjertet og ser livet som et projekt, der skal skræddersys, men som også skal sætte scenen selv og formå at blive stjerne i deres eget liv. Som skal skabe sig selv hver dag.

Eller sådan ser det i hvert fald ud. For den 28-årige Mathias Vestergaard er umiddelbart lykkedes til fulde med selvrealiseringsprojektet: Han har drevet egen virksomhed, siden han var 17 år og har bl.a. opfundet kommercielle hits som bloggen gademode.dk, der gennem fire år dagligt bragte billeder af moden på den aarhusianske hverdags-catwalk, gaden. Og Fashion Week Live, hvor han i løbet af tre uger skabte et helt nyt medie for modeugen i København. Ligesom han længe gik rundt med fire ord på sit visitkort: ”Mathias Vestergaard. Google me” og toppede det med i 2009 at gøre sig selv til et egentligt brand, da han satte ™ efter sit navn.

»Men alt det er mit tidligere jeg,« konstaterer han og kører en hånd hen over sine øjne. Let rødsprængte og klare. Måske pga. jetlag fra gårsdagens rejse fra hjemmet i New York til barndomsbyen Aarhus. Måske pga. sin otte måneder gamle søn, Noah, der »ikke ved, at det er nat, når det er mørkt«.

For mens det etablerede samfund stadig ofte skærer hans generation over én kam som selvcentrerede idémagere, der ikke kender meget til pligt, fællesskaber og det lange seje træk, så har Mathias Vestergaard helt stilfærdigt – og langt fra Aarhus – flyttet fokus. Fra sig selv. Til verden.

»Tidligere skulle jeg bevise mit værd ved at skabe ting hele tiden. Alt skulle løses i går, og jeg var udelukkende drevet af følelsen: Hvad kan jeg skabe? I stedet for at spørge: Hvad vil jeg skabe?« forklarer han og uddyber:

»I stedet for kun at fokusere på mig selv, fokuserer jeg nu på, hvordan jeg kan bidrage så meget som muligt til verden, samtidig med at jeg også selv har det godt.«

Ingen dårlige forklaringer

Det gør han gennem sin virksomhed Think Clearly. Et konsulenthus, som langsomt materialiserede sig, da han for tre år siden flyttede til New York med sin kæreste – efter at have varmet op til det gennem fire år.

»New York føles som hjemme. Byen giver mig en følelse af at høre til, for her er plads til mig. Her kan jeg være mig selv, og her har jeg en gruppe mennesker, som forstår mig fuldstændigt. Måske bedst udtrykt som den modsatte følelse af at være alene,« forklarer Mathias Vestergaard.

Men byen har også udfordret ham.

»Du kan ikke spise New York af med en dårlig forklaring. I Aarhus var mit gøglerfirma ofte et trækplaster i sig selv, og jeg kunne være på tværs hele tiden og overbevise mig selv om, at det var alle andre, der var dumme, når de ikke forstod, hvad jeg lavede, for der kom altid 20.000 kr. et sted fra. Men i New York fungerede min forretning overhovedet ikke, og derfor blev jeg nødt til at finde ud af, hvad jeg ville bidrage med,« forklarer Mathias Vestergaard, der bad sine omgivelser om hjælp for at finde svaret.

»Dét var svært. Jeg havde en Darth Vader-stemme i hovedet, der sagde, at så ville alle hade mig.«

Men han overkom frygten og driver i dag en konsulentvirksomhed, hvor han i stedet for at fokusere på sig selv og sine egne projekter støtter andre, som gerne vil bygge noget op.

»Hvis mine kunder er olympiske atleter, så er jeg deres træner. Jeg kan ikke løbe så hurtigt som dem, men jeg er god til at spotte deres potentiale for at løbe hurtigere, langsommere eller komme sig efter en skade,« forklarer Mathias Vestergaard. Han har bl.a. hjulpet New York Times med en app, som var ved at køre af sporet tæt på deadline, og støttet en nonprofitfond, der har 300 mio. dollars til at hjælpe folk ud af fattigdom, i at få deres personalestruktur og nye strategi til at passe sammen. Og han coacher også CEO’en for Brooklyn-virksomheden Holstee, hvis manifest er blevet et kæmpe hit på nettet og bl.a. er udråbt til at være det nye ”Just do it”.

»Jeg forsøger at hjælpe folk til at blive det, de gerne vil være i verden – ved at turde være mig selv.«

At modgå illusionerne

Men ved siden af den indsigt ligger frygten. For slet ikke at kunne være sig selv, fordi verden er fyldt med illusioner, som hindrer ham i det. Som at man skal vælge en sikker karrierevej for at kunne forsørge sin familie. Eller at man ikke skal bruge alle sine penge, for så har man ikke nogen.

»Men helt ærligt, hvem har rent faktisk prøvet at bruge alle sine penge? Jeg har forsøgt, men det er aldrig lykkedes,« siger han med et skævt smil, der straks krøller sig sammen igen.

»Jeg er meget tit på overarbejde for at modgå illusionerne. For det meste lykkes det mig at være i en boble, der bliver større og større, fordi der er flere og flere illusioner, jeg vil have ud af mit liv. Men nogle gange lækker boblen, og så bliver jeg ikke bare lidt bange, men meget bange. Men for hver gang jeg skal reparere boblen og bygge den op igen, bliver den stærkere. Og derfor lykkes det heldigvis mere og mere for mig at være mig selv,« forklarer han og uddyber:

»Følelsen af, at ”det her føles rigtigt” skal ikke kun komme i glimt, men være et fuldtidsjob for mig. Og selv om det kun er et ideal, så skal der være otte timer om dagen med potentiale for det.«

Det potentiale giver han bl.a. videre til andre gennem sine årsrapporter, hvor han én gang om året skriver 50 sider om sig selv og sit liv, som han sender ud til venner, familie samt de ca. 2.000, der abonnerer på hans håndskrevne nyhedsbrev.

»Det lyder måske rimelig selvsmagende og popstars-agtigt, og det forstår jeg godt, hvis nogle synes, det er. Men for mig er intentionen en anden: Årsrapporten er om mig, når jeg skriver den, men når jeg sender den ud til så mange, handler det ikke længere om mig, men derimod om at give andre tilladelse til at tage sig selv alvorligt og reflektere over, hvem de gerne vil være. Alle skal ikke være som mig eller dig, men alle har et valg om, hvem de vil være. Selv de, der sidder i fængsel, kan vælge, om de vil være ofre eller Mandela.«