Boomende boligmarked kan starte flyttebølge
I Aarhus er boligmarkedet – blandt lejlighedsejerne – begyndt at røre på sig for alvor.
Flyttelyst og finanskrise hænger ikke sammen. Det har flere kommuner oplevet de seneste år, hvor flere er flyttet ind til større byer for at studere, mens få er kommet retur.
Når boligmarkedet bliver bedre, bliver de også pustet ud i de omkring- liggende byer igen.Jesper Bo Jensen, , fremtidsforsker, Fremforsk
Den manglende flyttelyst skyldes primært, at mange boligejere har haft svært ved at komme af med en studiebolig eller et forældrekøb og dermed har siddet lænket til en ejerlejlighed i Aarhus, forklarer fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra analysevirksomheden Fremforsk.
»I de senere år har Aarhus virket som en magnet, der har trukket en masse unge mennesker til byen og holdt på dem. Men når boligmarkedet bliver bedre, bliver de også pustet ud i de omkringliggende byer igen,« siger Jesper Bo Jensen.
I Mariagerfjord Kommune er oplevelsen i øjeblikket, at det boomende boligmarked blandt lejligheder i Aarhus smitter af på lysten til at flytte nordpå. En tendens, der ellers har været aftagende de seneste år.
Øget interesse
»Boligmarkedet i Aarhus påvirker flytteaktiviteten, og vi kan mærke, at der er en øget interesse fra borgere i Aarhus, der er kommet af med lejligheden,« siger Jørgen Basballe, direktør for Teknik og Erhverv i Mariagerfjord Kommune.
Mariagerfjord har de seneste år oplevet en svag tilbagegang i befolkningstilvæksten, hvorimod man tidligere har haft succes med at tiltrække nye borgere – fra bl.a. Aarhus – til byen.
Silkeborg har efter år uden befolkningsvækst nu knækket kurven og oplever fremgang.
Billigere i Silkeborg
Kommunen er meget interesseret i, at unge, der flytter til Aarhus for at studere, vender hjem igen efter endt uddannelse.
Med den øgede købeaktivitet og stigende lejlighedspriser håber man nu, at det kommer til at ske.
»Det rådighedsbeløb, man skal have for at komme til et hus i Silkeborg i forhold til Aarhus, er godt 10 pct. lavere. Da krisen var på sit højeste, lå det på samme niveau, men nu hvor Aarhus er begyndt at rykke på boligmarkedet, er den økonomiske fordel ved at flytte til Silkeborg igen blevet markant,« siger Anja Bisgaard Gaede, bosætningskonsulent i Silkeborg Kommune.
Fortsat befolkningstilvækst
Det ser dog ikke ud til at få betydelige konsekvenser for Aarhus, hvis flere vælger at flytte ud af kommunen, i takt med at de får solgt deres lejlighed. Kommunen regner med en befolkningsvækst på knap 4.000 borgere årligt de næste 10 år.