Fandt kakerlak i Burger King-burger
Burger King bør nok overveje at tage navneforandring efter et fund i en kædens burgere.
Hvis den 30-årige Stine Kromann-Larsen nogensinde igen skal om bord i en burger, vil hun nok først lette lidt på ”låget” for at sikre sig, at den kun indeholder det, som hun har bestilt.
Fredag aften gjorde hun en ubehagelig opdagelse, da hun sad i en lejlighed i Grønnegade og spiste take-away fra Burger King på Banegårdspladsen. Hun var næsten færdig og tog en af de sidste bidder, da der faldt et kakerlak-lignende insekt ud af burgeren sammen med noget salat.
»Jeg råbte bare adrrr, og spyttede det hele ud,« fortæller Stine Kromann-Larsen, der ikke normalt er til fastfood.
Hun bor i København med sin kæreste og havde været til begravelse ved hans farmor. Kærestens niece på 13 år overtalte dem til, at de bagefter skulle hente mad på Burger King. Niecen fortalte efterfølgende alle sine venner på Facebook om episoden
Kvalme hele aftenen
»Jeg havde kvalme hele aftenen og næste morgen. Det var nok meget psykisk - hele tanken om at have spist en burger med en kakerlak i. Jeg læste på nettet, at de lægger mange æg. Føj,« siger Stine Kromann-Larsen, der har meldt Burger King til fødevarekontrollen og sendt kakerlakken og resterne af burgeren som bevismateriale.
Hos Burger King Danmark er driftschef Luca Zucchini ked af episoden.
»Først og fremmest vil jeg gerne give kunden en offentlig undskyldning for en ubehagelig oplevelse. Burger King har meget strenge procedurer for håndteringen af fødevarer og meget strenge procedurer for hygiejne for at sikre, at den slags hændelser ikke kan ske,« siger Luca Zucchini i et skriftligt svar til JP Århus.
Han tilføjer, at kæden er i kontakt med fødevaremyndighederne for at sikre, at alle de rigtige procedurer følges.
»Samtidig har vi taget kontakt til en professionel virksomhed, der skal undersøge, om restauranten er i orden.«
Få klager over kakerlakker
Hos Fødevareafdeling Århus under Fødevarestyrelsen har man modtaget anmeldelsen, men endnu ikke kakerlakken. Ifølge sektionsleder Inge Emborg kan kakerlakker være smittebærere og potentielt overføre bakterier. Det er svært at dokumentere omfanget af kakerlakker i østjyske restauranter, da der er tale om natdyr, som ikke er fremme, når tilsynet er på besøg.
»Vi får måske én eller to gange om året en klage fra en kunde, der har fået en kakerlak i maden eller har set én på restauranten,« siger Inge Emborg, der bebuder et tilsynsbesøg hos Burger King, hvis det viser sig at være en kakerlak.
En eventuel sanktion kan hun ikke sige noget om endnu.
Grundig rengøring
Selv med god hygiejne og grundig rengøring kan en restaurant have kakerlakker, som holder til bag paneler og i etageadskillelser i gamle huse, fortæller Inge Emborg. Der skal brækkes ned og hyres en skadedyrsbekæmper for at komme dem til livs.
Fredag aften fik Stine Kromann-Larsen pengene tilbage for maden, men sagde nej tak til et gavekort, som manageren på Burger King tilbød hende:
»Jeg har ikke tænkt mig at spise der igen.«