Fortsæt til indhold
Aarhus

300-timersregel fælder 89 familier

Knap seks måneder efter at den såkaldte 300-timersregel trådte i kraft har 89 kontanthjælpsmodtagere i Århus fået trukket i ydelsen.

Det oplyser beskæftigelsesrådmand Gert Bjerregaard (V).

300-timersreglen fastslår, at ægtepar på kontanthjælp skal have haft mindst 300 timers arbejde tilsammen over de seneste to år, hvis ikke den ene skal miste ydelsen.

»Faktisk havde vi forventet, at tallet ville være højere, da op mod 1.200 personer var i farezonen, da ordningen blev indført. Men vi har gjort meget for at informere de pågældende om reglen,« forklarer Gert Bjerregaard.

Møde med minister
Han mødtes i går med beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen (V), der fik en orientering om indsatsen over for de svageste grupper på arbejdsmarkedet i Århus med specielt fokus på flygtninge- og indvandrerkvinder.

»Tallene viser, at ordningen fungerer. Og vi står netop nu med en historisk god chance for at få endnu flere af de svageste grupper på arbejdsmarkedet i gang. Derfor skal kommunerne intensivere indsatsen, og jeg et overbevist om, at vi kan få mange flere i arbejde,« mente ministeren.

Han påpegede samtidig, at 300-timersreglen har været en øjenåbner og et rigtig godt signal for både kontanthjælpsmodtagere og kommuner.

Ifølge nye tal fra beskæftigelsesforvaltningen i Århus er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet drastisk det seneste år, fra 8.700 personer i januar 2006 til knap 6.000 i august i år.