Stærk mand testet fri for doping
Stærkmand Georg Olesen fremviste fredag en dopingtest, der viser, at hans blod ikke indeholder spor af de ulovlige stoffer morfin, heroin, kokain eller kodein, de opkvikkende midler benzodiacepin og amfetamin, ligesom hormonbalancen, der afslører brug af anabolske steroider, er inden for normalen.
»Jeg har gennem alle de år, jeg har været med, kæmpet for test forud for stærkmandskonkurrencer, men det vil Stærkmands Unionen ikke,« siger Georg Olesen, hvis dopingsag fra 1992 blev hevet frem i lyset, fordi han ikke havde fortalt om den til Århus Kommune forud for, at den stærke århusianer skal lede et styrketræningsprojekt for unge i Gellerup.
Projektet skal foregå i privat regi i et samarbejde mellem Georg Olesen og Multikulturel Forening, men med Århus Kommune som alliancepartner.
Udeblev fra test
Georg Olesen udeblev i 1992 fra en dopingtest under Danmarks Idrætsforbund (DIF) - efter hans eget udsagn, fordi han var på vej til de professionelles VM i Birmingham i England, og derfor ikke længere hørte under DIF.
»Det var ikke for at skubbe sagen ind under gulvtæppet, at jeg ikke fortalte om den til Århus Kommune, men fordi den ikke eksisterer i mit univers: Jeg sagde nej til testen i '92, fordi jeg var på vej ombord i en flyver til England, hvor jeg blev verdensmester,« siger Georg Olesen.
Det var fredag ikke muligt at træffe Århus Kommunes socialchef Leif Jepsen for en kommentar.