Fortsæt til indhold
Aarhus

Vandtårn rives ned

Århus Kommunale Værker vil inden årets udgang have slettet det synlig spor efter den største vandforurening hidtil herhjemme, nemlig vandtårnet på Brendstrupvej. En enig magistrat har givet tilslutning til nedrivningen.

Af JENS KURT JØRGENSEN

Den hidtil største vandforurening i Århus er historien om et forældet vandtårn fra 1952, som blev taget ud af drift for sent. Og om 31 borehuller, som aldrig skulle være tilladt på tårnets betontag.

Men nu skal mindelserne om sidste sommers store forureningsskandale, nemlig det omdiskuterede vandtårn på Brendstrupvej jævnes med jordens overflade.

Det besluttede en enig magistrat i Århus Kommune på sit møde i går, og ifølge afdelingsingeniør Ejgil S. Pedersen i Vandforsyningen hos Århus Kommunale Værker, ÅKV, kan tårnet være fjernet inden årets udgang.

»Vi afventer den endelige beslutning fra Århus Byråd, men formentlig kan vi i løbet af et par måneder udbyde nedbrydningsopgaven i licitation, og jeg forventer, at arbejdet kan gå i gang først på efteråret. Målet er, at tårnet skal være fjernet inden årets udgang,« oplyser Ejgil S. Pedersen.

R bag beslutningen

Driftsrådmand Peter Thyssen ( R), der under de hektiske forureningsdage i den varme august sidste år selv i flere omgange besøgte vandtårnet, står bag indstillingen til byrådet.

»Vandtårnet, der er opført i 1951-51, er af en utidssvarende konstruktion og har været ude af drift siden torsdag 8. august sidste år, hvor der opstod en begrundet mistanke om, at utætheder i vandtårnets tag var årsag til den bakteriologiske forureningen af drikkevandet i det nordlige Århus. Siden da har det stået klart, at der ikke længere er brug for kapaciteten i vandtårnet, hvor vandforsyningen kan klares med modernisering af pumpestationen i stedet,« understreger Peter Thyssen.

Forsyningens svage led

Allerede i 1998 blev et rådgivende ingeniørfirma sat til at vurdere, hvad det ville koste at rive vandtårnet på Brendstrupvej i Århus ned. Vandforsyningens svageste led skulle elimineres, men vandet fra det 800.000 liter og 30 meter store tårn fik lov at løbe helt frem til 8. august sidste år, hvor det svigtede 100.000 mennesker i Århus.

Det var efter alt at dømme en kombination af fugleklatter, regnvand og revner i betonen fra boringshuller til opsatte antenner som var forureningskilden.

Lejemålene for antenneanlæggene er opsagt til udgangen af april i år.

Det vil ifølge et overslag fra de kommunale værker koste godt 1,5 millioner kroner at nedrive tårnet og renovere den eksisterende pumpestation på området.

Der er ifølge driftsrådmand Peter Thyssen endnu ikke taget stilling til, hvad området skal bruges til, men blandt andet er der planer om at opføre en daginstitution på grunden.

jens.jorgensen@jp.dk