Fortsæt til indhold
Aarhus

Investorer køber stor grund i Aarhus: Skal omdannes til ny bydel

Investorkreds køber Højbjerg Maskinfabriks grund i Aarhus. Købet er indledningen til et udviklingsarbejde for området.

sb

Siden 1950’erne har man kunnet finde Højbjerg Maskinfabrik (HFM) på en stor grund på Oddervej i Aarhus, men virksomheden er vokset sig for stor til sin adresse og kigger nu efter en ny.

HMF har valgt at sælge grunden til et investorteam, der ser stort potentiale i boligudvikling i området.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra totalentreprenøren Raundahl og Moesby, der sammen med kapitalforvaltningsvirksomheden AMBright A/S, Peter Poulsen og Poul Steffensen udgør investorkredsen bag købet af grunden på Oddervej 200 i Højbjerg.

Købsaftalen indebærer, at der skal udarbejdes en lokalplan for grunden med henblik på omdannelse til »en ny attraktiv bydel, der i sammenspil med områdets kvaliteter skal bidrage positivt til Højbjergs og Aarhus’ udvikling,« som det hedder sig.

»Der har været en grundig og omfattende proces med både Aarhus Kommune og investorerne for at nå hertil. Med den indgåede aftale har vi mulighed for at igangsætte arbejdet med et nyt domicil og en fabrik, der understøtter HMF’s fortsatte udvikling (...) Vi er glade for, at HMF-grunden nu kan transformeres og bidrage til Højbjergs og byens udvikling,« siger finansdirektør i HMF Henrik Skjærbæk i pressemeddelelsen.

Ifølge direktøren for AMBright, Bo Refsgaard, tager visionerne for HMF-grunden afsæt i et ønske om at skabe en sammenhængende byudvikling, hvor området i fremtiden kan rumme en mere varieret anvendelse end i dag.

»Som Aarhus-baseret virksomhed synes vi, det er dejligt, at en af de mest attraktive beliggenheder i det sydlige Aarhus, med udsigt både ind over byen og ud over bugten, nu aktiveres,« siger han.

AMBright investerer i ejendomme og virksomheder i samarbejde med en udvalgt kreds af kapitalstærke erhvervsfolk. AMBright deltager blandt andet i bydelsprojekterne Viby Bakke og Agerbækshave, som begge er under opførelse i Aarhus.

Højbjerg Maskinfabriks fraflytning fra Oddervej 200 sker ikke, før de nye faciliteter er klar til indflytning. Finansdirektøren understreger, at fraflytningen også er afhængig af en vedtaget lokalplan for området.

Ifølge pressemeddelelsen fra Raundahl og Moesby er et planarbejde allerede påbegyndt med to afholdte orienterings- og høringsmøder for naboerne.