Nu er anklageskriftet klart: Beboere blev svindlet for mindst 20 mio. kr.
Østjyllands Politi har rejst tiltale mod fire personer i en omfattende svindelsag i aarhusiansk boligforening.
Efter tre års venten i Danmarks største svindelsag med midler til lejeboliger har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi rejst tiltale mod fire personer.
De er tiltalt for mandatsvig af særlig grov karakter mod boligforeningen Østjysk Bolig og en af dens leverandører. Det oplyser anklagemyndigheden til JP Aarhus.
Der er ifølge tiltalen begået mandatsvig for mere end 20 mio. kr. i perioden 2010-2020. De fire tiltalte personer er i alderen 50-67 år, og en af dem er den tidligere direktør i Østjysk Boligadministration, Allan Søstrøm. Hans advokat, Mikkel Nielsen, oplyser, at Allan Søstrøm nægter sig skyldig og ellers ingen kommentarer har til tiltalen.
De tre øvrige tiltalte er underlagt navneforbud.
Advokaturchef Jacob Balsgaard kalder sagen for opsigtsvækkende.
»Den er omfattende i sine forhold og i sit materiale. Det er alvorligt, når ansatte i en virksomhed uberettiget udnytter deres position til at opnå personlig vinding. Sagen er selvfølgelig opsigtsvækkende grundet beløbsstørrelsen og den omstændighed, at der er rejst tiltale for mandatsvig begået mod en almen boligorganisation. Det er ikke noget, vi har oplevet så ofte før,« udtaler advokaturchef Jacob Balsgaard.
En omfattende sag
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de fire personer begik mandatsvig ved blandt andet at lade Østjysk Bolig og en leverandør til boligadministrationen betale for ydelser og genstande, som de pågældende modtog til privat brug.
Anklagemyndigheden går efter ubetingede fængselsstraffe. Men længden på straffene kan Jacob Balsgaard ikke konkretisere:
»Jeg kan ikke sige noget om strafudmålingen, men det vil være frihedsstraf, vi går efter.«
Sagen blev anmeldt til Østjyllands Politi i efteråret 2020, og det førte til et større efterforskningsarbejde og en juridisk gennemgang af materialet.
Hvorfor har det taget så lang tid at nå frem til, at der skal rejses tiltale?
»Det er selvfølgelig noget tid, der er gået. Det beror på, at det er et omfattende materiale, og at der er flere sigtede. Det har taget tid at lave den nødvendige vurdering af efterforskningsmaterialet. Men vi er glade for nu at have fået rejst tiltalen.«
Jacob Balsgaard understreger, at anklagemyndigheden har behov for 15 dage i retten til at fremlægge bevismateriale.
»Det vidner om, at det er en omfattende sag,« siger advokaturchefen, der tilføjer, at det er utilfredsstillende for alle parter, at der er gået så lang tid:
»Men vi er glade for nu at have fået rejst tiltalen.«
En intern undersøgelse
Ud over de fire personer har en femte person og leverandøren til Østjysk Boligadministration også været sigtet i sagen. Anklagemyndigheden har opgivet påtalen i disse sager.
»Det er en efter en konkret bevisvurdering,« konstaterer Jacob Balsgaard.
Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår sagen kommer for retten.
Jyllands-Posten har beskæftiget sig med sagen, siden Aarhus Kommune i efteråret 2020 politianmeldte den tidligere Østjysk Bolig-direktør Allan Søstrøm for underslæb. En henvendelse fra en whistleblower havde forinden sat gang i en intern undersøgelse, som viste, at direktøren kunne have modtaget private ydelser mere end 370.000 kr.
Men det beløb eksploderede året efter, da en langt grundigere advokatundersøgelse fandt tegn på bedrageri og mandatsvig for mindst 15-20 mio. kr.
Der blev bl.a. fundet bankoverførsler til private konti for 10,1 mio. kr. Også private indkøb for ca. 3,5 mio. kr. af bl.a. køkkener, rejser, ophold, golftøj og -bolde, Apple-produkter, vin, kaffemaskiner og inventar. Og over ni år var der brugt 1,6 mio. kr. på repræsentationsudgifter til f.eks. »et stort antal restaurationsbesøg«, hvor der i flere tilfælde er købt børnemenuer og et »højt udgiftsniveau til vin m.m.«.
En privat ridebane
Jyllands-Posten kunne senere afsløre, at seks personer var blevet sigtet, heriblandt flere ansatte i Østjysk Boligforening. Også Danmarks største entreprenørkoncern blev viklet ind i sagen, da Danjord A/S – som er et datterselskab i Aarsleff-koncernen – blev sigtet i sagen. Ifølge advokatundersøgelsen havde Danjord A/S foretaget indbetalinger, der »savner forretningsmæssig begrundelse«, til boligselskabet på 7,4 mio. kr. Samtidig var der indikationer på, at datterselskabet kunne være blevet tildelt kontrakter i strid med udbudsreglerne, og at der var udvekslet vennetjenester i form af bl.a. anlæggelsen af en privat ridebane.
Henrik Garlik fra Advokatfirmaet Strauss & Garlik er advokat for en af de tiltalte. Han har endnu ikke haft mulighed for at drøfte anklageskriftet med sin klient, som dog tidligere har nægtet sig skyldig.
Peter Gerken, Innova Advokatfirma, er forsvarer for en anden af de tiltalte. Han oplyser, at hans klient nægter sig skyldig.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den fjerde tiltaltes forsvarsadvokat.
Østjysk Boligs nuværende direktør, Hosea Dutschke har sendt en skriftlig kommentar til, at der nu er rejst tiltale i sagen:
»Det er godt, at sagen kommer for retten, så den kan blive afsluttet, og at Østjysk Bolig kan få det lagt bag sig og komme videre.«