Aarhusianere samler ind til jordskælvsofre i Tyrkiet
Lokale ildsjæle i Aarhus samler på forskellig vis ind for at hjælpe ofrene i Tyrkiet efter det forfærdelige jordskælv.
Flere i Aarhus har valgt at samle ind for at hjælpe jordskælvsofrene i Tyrkiet.
Basketball-klubben Bakken Bears har gennem en trøjeauktion i klubben samlet 60.000 kr. ind og doneret dem til Dansk Røde Kors.
»Nu er der nogle andre, der har desperat brug for hjælp. Bakken Bears har derfor besluttet, at indsamlingen skal understøtte nødhjælpsarbejdet efter jordskælvet i Tyrkiet og Syrien,« siger Bakken Bears-direktør Michael Piloz i en pressemeddelelse.
Også Mesut Dursun, der selv har tyrkisk-kurdisk baggrund og er indehaver af Tokio Bar, har startet en indsamling. Det skriver han på sin Facebook-side. Indtil videre er der samlet over 75.000 kr. ind. Indsamlingen er ikke stoppet endnu, og man kan fortsat donere. Pengene går til Red Barnet.
Muhammed Kekeç er en af de aarhusianere, der ligeledes har samlet ind. Efter et opslag på Facebook blev der doneret poser og papkasser i hundredvis med tæpper, varmt tøj, bleer, babymad og hygiejneartikler.
I en lokal gruppe for folk i Mårslet og omegn har Gurkan Gursoy også lagt et opslag op. Mandag den 13. februar vil han grille pulled pork-burgere til 50 kr. stykket ude foran Mårslet Multihal i tidsrummet 17.00-19.00. Burgerne skal bestilles inden den 12. februar klokken 20.00. Gurkan Gursoy anslår, at han allerede har samlet omkring 10.000 kr. ind. Alt overskud fra salget går direkte til ofrene i Tyrkiet.