DI: Store kommunale prisforskelle i hjemmeplejen »udhuler« det frie valg
I Aarhus Kommune afregnes en times praktisk hjemmehjælp med 350 kroner, mens du som privat virksomhed betales 476 kroner i Ikast-Brande. Det viser en ny undersøgelse af Dansk Industri. Nu er problemstillingen nået folketingssalen.
Forskellene i kommunernes afregningspriser af private leverandører er stadig stigende. I Midtjylland er Aarhus Kommune blandt dem, som afregner ved laveste takst for praktisk hjælp.
Det viser en ny undersøgelse fra september 2021 lavet af Dansk Industri (DI).
Prisforskellene udhuler i praksis det frie valg, som borgerne efter lovgivningen har krav på.Jakob Scharff, branchedirektør i Dansk Industri
Branchedirektør i DI Jakob Scharff ønsker ikke at kommentere de enkelte kommuners tal, men understreger alligevel, hvordan de burde give anledning til eftertanke.
»I Midtjylland ser vi nogle uforklarlige store forskelle i timepriser på personlig pleje og praktisk hjælp. De er faktisk størst i Midtjylland, og det bør kalde på refleksion, hvis man sidder i en af de kommuner med meget lave priser,« siger Jakob Scharff, der frygter, at prisforskellene er et udtryk for, at kommunerne forsøger at udelukke de private leverandører.
Jens Lassen, chef for borgervelfærd i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, garanterer i et skriftligt svar, at kommunens beregning »er i overensstemmelse med de gældende retningslinjer«, og forholder sig i samme omgang uforstående over for DI’s bekymring om kunstigt lave priser, da de i kommunen »hilser konkurrencen og samarbejdet med de private leverandører velkommen«.
Problemet når Christiansborg
Hos Det Konservative Folkeparti deler man DI’s bekymringer. Derfor er et beslutningsforslag netop landet ved Folketingets Lovsekretariat på partiets initiativ. Forslaget har alle de borgerlige partier inklusive Kristendemokraterne med som forslagsstiller og vil med ny enhed sikre muligheden for at efterprøve og indbringe konkrete beregninger, hvis man har grund til at tro, at de er fejlagtige.
Kommunerne skal også have mulighed for selv at bede om at få deres beregninger gennemgået. Folketingspolitiker og medlem af Det Konservative Folkeparti Mette Abildgaard mener, at det nuværende system er ulogisk, og efterspørger en fælles praksis for kommunerne.
»Lige nu har de private leverandører kun mulighed for at efterprøve eller klage over afregningspriser ved deres konkurrent, nemlig kommunen. Det er totalt ulogisk. Det her er en problematik, der er velkendt, velbeskrevet og veldokumenteret, derfor skal der gribes ind,« siger Mette Abildgaard og supplerer:
»Hvis vi ikke får rettet op på denne skævhed, er vi med til at underminere det frie valg, da de private ikke kan konkurrere, hvis de bliver underbetalt. Det er en kamp, jeg synes er vigtig, da hele grundlaget for det frie valg er underlagt en sikring af, at konkurrenceforholdene er i orden.«
Uforklarlige forskelle
Siden indførslen af fritvalgsordningen på ældreområdet i 2003 har danske kommuner været forpligtet til at sikre borgere visiteret til hjemmehjælp muligheden for frit at vælge mellem kommunale og private leverandører af ydelserne. Langt de fleste kommuner (62) benytter sig af godkendelsesmodellen, hvilket vil sige, at kommunen skal afregne med private leverandører til en timepris, der svarer til kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved selv at levere en tilsvarende ydelse.
Jeg synes, det er dybt utilfredsstillende, at der stadig ikke er sket noget for netop dette område. Det viser med al tydelighed, at det er på tide at komme i gang.Troels Yde Toftdahl, velfærdspolitisk chef hos Dansk Erhverv
Kommuner med godkendelsesmodellen skal afregne leverandører af hjemmehjælp efter selvsamme retningslinjer, men alligevel afslører ny rapport stigende forskelle i afregningspriserne på tværs af kommunerne.
DI har undersøgt, om prisforskellene i kommunens afregningspriser kan skyldes kommunernes forskellige vilkår og udgiftsbehov i form af socioøkonomiske faktorer, udgifter til ældre eller geografi. Undersøgelsen fandt, at dette imidlertid ikke var tilfældet.
Det bekymrer Jakob Scharff, der frygter, at de store prisforskelle er et udtryk for en kunstigt lav afregningspris, der er til for at udkonkurrere de private leverandører.
»I sidste ende er vi nervøse for, at forskellen i timepriser handler om at holde de private ude. I flere kommuner ser priserne mistænkeligt lave ud, og forskellene kan ikke forklares,« siger Jakob Scharff.
Det frie valg under pres
Aarhus Kommune afregner praktisk hjælp ved tredjelaveste takst sammenlignet med 13 andre midtjyske kommuner, der har deltaget i undersøgelsen. I Aarhus Kommune er timeprisen for praktisk hjælp sat til 350 kroner, mens en privat virksomhed betales 476 kroner i Ikast-Brande Kommune. Det giver en prisforskel på 126 kroner. En prisforskel, der blandt andre lignende eksempler kan ramme borgernes ret til selvbestemmelse, mener Jakob Scharff:
»Prisforskellene udhuler i praksis det frie valg, som borgerne efter lovgivningen har krav på. For de kommuner, som afregner med de laveste takster, kan det betyde, at de private udbydere ikke finder det rentabelt at etablere sig.«
Hos Dansk Erhverv deler man DI’s bekymringer for det frie valg. Derfor ser man gerne, at en uafhængig systematisk efterprøvning af kommunernes afregningspriser skal sikre, at alle omkostninger medregnes i timepriserne. Men det er efterhånden ikke et nyt ønske. Tilbage i 2016 udsendte Dansk Erhverv en række anbefalinger til landets kommunalpolitikere. Anbefalingerne skulle styrke det frie valg på ældreområdet. Heri indgik blandt andet anbefalingen om en systematisk efterprøvning af afregningspriserne. Men lige lidt er der sket på fem år.
»Jeg synes, det er dybt utilfredsstillende, at der stadig ikke er sket noget for netop dette område. Det viser med al tydelighed, at det er på tide at komme i gang,« siger Troels Yde Toftdahl, velfærdspolitisk chef hos Dansk Erhverv, der er glad for, at nye initiativer og forslag har nået Folketinget.