AGF: Godt at stadionplacering er afklaret
AGF glæder sig over, at et nyt fodboldstadion skal ligge, hvor Ceres Park ligger, men klubben skal finde en løsning for genhusning i byggeperioden.
Brugerne af det nye fodboldstadion i Aarhus - fodboldklubben AGF - lever fint med, at der ikke kan bygges nyt stadion i skoven for enden af det nuværende stadion.
»Vores grundholdning har hele tiden været, at vi helst vil blive her, hvor stadion ligger, men vi kunne også se nogle fordele i Kongelundens forslag for helhedens skyld,« siger Bo Jensen, projektleder i AGF.
Som omtalt på jp.dk har Miljøstyrelsen givet afslag på Kongelundens ønske om at bygge et nyt stadion for enden af det nuværende ved at flytte tennisbanerne og fælde 2,4 hektar fredskov.
Dermed er hele Kongelunden-projektet landet på, at et nyt fodboldstadion uden løbebane skal bygges, hvor det nuværende stadion ligger, og det har hele tiden været AGF’s ønskeplacering.
»Det glæder os, at der nu er kommet en afklaring om, at det nye stadion skal placeres her, hvor det nuværende også ligger. Fordelen er, at det har den mest optimale placering i forhold til ankomsten fra Stadion Allé, og det er den placering, som vi og vores fans gerne vil have. Ulemperne er, at det kan være mere kompliceret at bygge her end på en ny placering, og så skal vi også finde en løsning for genhusning i byggeperioden,« siger Bo Jensen.
Han oplyser, at AGF har overvejet forskellige muligheder for genhusning, men en konkret løsning er endnu ikke fundet.