Kongelunden har fået nej til ny stadion-placering
Miljøstyrelsen afviser en placering, hvor der skal ryddes skov for at give plads til et nyt fodboldstadion til AGF.
Kongelunden-projektet i Aarhus har fået nej til at bygge et nyt fodboldstadion for enden af det nuværende stadion, hvor der ifølge planen skulle bygges ved at flytte de nuværende tennisbaner og rydde en del af skoven.
Det er Miljøstyrelsen, der har afvist planerne med den begrundelse, at styrelsen ikke kan tillade, at der fældes 2,4 hektar fredskov for at bygge et nyt fodboldstadion. Rydning af fredskov kan kun tillades, hvis det sker af såkaldt samfundsmæssige hensyn, og det kan f. eks. være anlæg af veje og forsyningslinjer til el, gas og vand, men ikke byggeri og byudvikling.
Derudover anser styrelsen også skoven som ”særlig værdifuld”.
»Det berørte fredskovsareal er gammel, veletableret løvskov, der for størstedelen er udpeget som naturmæssig særlig værdifuld skov efter skovlovens § 25,« skriver Miljøstyrelsen.
I ansøgningen til Miljøstyrelsen forsøgte Kongelundens advokater ellers at dokumentere, at placeringen ville opfylde de to betingelser, som skal være opfyldt, hvis man skal opnå tilladelse til at rydde fredskov – at det tjener et samfundsmæssigt formål, og at der ikke findes andre mulige placeringer.
Styrelsen afviser
Kongelundens advokater skriver således, at:
»Aarhus Kommune vurderer, at modernisering af idrætsanlæg og byggeri i forbindelse med Ny Aarhus Idrætspark tjener et samfundsmæssigt formål, som vejer tungere end hensynet til fredskoven. Projektet kan efter Aarhus Kommunes vurdering ikke placeres uden for fredskov.«
»Da det berørte fredskovsareal samtidig er beskedent sammenlignet med det samlede skovareal, kan Miljøstyrelsen efter Aarhus Kommunes vurdering tillade at fredskovsforpligtigelsen på arealet ophæves.«
Begge argumenter afvises dog klart af Miljøstyrelsen:
»Miljøstyrelsen finder ikke, at ca. 2,4 hektar er et beskedent fredskovs-areal. I overensstemmelse med lovbemærkningerne er praksis for ophævelse af fredskovspligt meget restriktiv. Denne praksis gælder også for arealer langt mindre end 2,4 hektar,« skriver styrelsen og om alternative placeringer bemærker styrelsen:
»Ved administration af skovloven skal Miljøstyrelsen vurdere, om der er mulighed for at placere et ønsket anlæg uden for fredskov. Det finder Miljøstyrelsen er tilfældet i denne sag. Det er alene kommunens ønske om at holde alle de nuværende idrætsgrene samlet inde midt i Aarhus, der gør, at stadion ønskes etableret i fredskoven. Det nuværende areal uden for fredskov med bl. a. stadion, kaste-bane, tennisbaner og travbane inkl. tilhørende udenomsarealer er på ca. 29 hektar.«
Udvidelse ikke relevant
Ideen med den østlige stadionplacering var, at den nuværende atletikbane kunne blive liggende, og i byggeperioden kunne AGF fortsat spille sine kampe på det nuværende stadion.
Med afslaget skal placeringen af et nyt stadion ny revurderes.
Meldingen fra Kongelunden er blot, at et nyt stadion skal ligge ”for enden af Stadion Allé”, som det gør i dag, men en udvidelse af det eksisterende stadion er ikke relevant, hedder det i ansøgningen:
»Aarhus Kommune vurderer det tilsvarende ikke relevant at udvide det eksisterende stadion på den nuværende placering. Et nyt stadion - der skal leve op til kravene som Danmarks andet nationalstadion, til internationale UEFA-krav til dimensioner, publikumsadgang og sikkerhed - vil have et større arealaftryk og volumen end det nuværende anlæg. Det vil derfor skulle bygges endnu tættere op mod den eksisterende, bevaringsværdige hovedbygning og lukke området til mod den sydvendte skrænt til Jydsk Væddeløbsbane. Dermed skabes netop ikke den ønskede sammenhæng i det udvidede anlæg eller større åbenhed af funktionerne, som rammer for tværsportslig udnyttelse af faciliteterne.«
Målet er, at et nyt stadion og en udviklingsplan for hele området kan sendes i udbud til nytår. Kongelunden holder en åben workshop om en stadion-projektet onsdag den 8. september.