Fortsæt til indhold
Aarhus

2.596 midtjyder har fået indgreb udsat

Alene i sidste uge betød sygeplejerskestrejken udsættelse af 328 kirurgiske indgreb i Region Midtjylland.

Tusindvis af midtjyske patienter har fået udskudt behandlinger og operationer som følge af sygeplejerskernes strejke.

I sidste uge udsatte Region Midtjylland 768 ambulante behandlinger eller samtaler og 328 kirurgiske indgreb på grund af sygeplejerskestrejken. Herudover blev 908 patienter omvisiteret til behandling på privathospital. Samlet har sygeplejerskestrejken betydet, at foreløbig 2.596 midtjyske patienter har fået deres planlagte kirurgiske indgreb udskudt. Tallet omfatter også skopier og andre mindre kirurgiske indgreb, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Der udsættes kun behandlinger på de områder, der er udpeget til konflikt. På regionens største hospital, Aarhus Universitetshospital (AUH), blev 128 indgreb udsat i sidste uge, mens 156 patienter fik deres ambulante kontakt med hospitalet aflyst. På AUH har bl.a. hele det dagkirurgiske område og ortopædkirurgien været udtaget til konflikt siden begyndelsen af strejken i juni. Siden den 10. august har også laboratorium 1 på afdelingen for hjertesygdomme, hjerne- og rygkirurgisk sengeafsnit og plastik- og brystkirurgi på Bedøvelse og Operation 2 været strejkeramt. Fra den 25. august er sygeplejerskerne på Steno Diabetes Center udtaget til strejke, og fra den 7. september er yderligere 94 sygeplejersker i Region Midtjylland strejkeramt. Det kommer især til at ramme øjenområdet, så bl.a. borgere med grå stær, efterstær og øjenlågslidelser får udskudt deres operationer.

Sygeplejerskerne kæmper for mere i løn, og Dansk Sygeplejeråd (DSR) var tirsdag inviteret til »gensidigt orienteringsmøde« i Danske Regioner, men mødet gav ikke nye forhåbninger om, at man i den nuværende situation kan komme videre ved forhandlingsbordet. Ifølge DSR tegner antallet af aflyste aktiviteter i regionerne kun en del af billedet af konsekvenser af strejken. I kommunerne er der også strejkende sygeplejersker, og det rammer bl.a. borgere i form af manglende medicingivning, sårpleje og skift af forbindinger, oplyser DSR i en pressemeddelelse.