Fortsæt til indhold
Aarhus

Strejke aflyst på AUH-afdeling

Urinvejskirugisk Sengeafdeling på Aarhus Universitetshospital kunne ikke stille et nødberedskab.

maria

Urinvejskirugisk Sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital (AUH) skulle fra natten til tirsdag den 10. august være en del af konflikten varslet af Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Men der var ikke medarbejdere nok til at stille et nødberedskab på afdelingen, som ikke må anvende vikarer under strejken. Derfor blev afdelingen i sidste øjeblik undtaget fra konflikt. Det skriver Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, på sin hjemmeside.

»Vores afdeling hænger kun sammen, fordi sygeplejerskerne løber stærkt, er fleksible og tager mange ekstravagter. Selv om afdelingen er fuldt bemandet, hænger hverdagen ofte ikke sammen uden hjælp fra vikarer og mange ekstravagter,« siger tillidsrepræsentant på Urinvejskirugisk Sengeafsnit på AUH, Martin Munch.

Ifølge Marianne Østerlund Madsen, som er fællestillidsmand for sygeplejerskerne på AUH, er der mange afdelinger på hospitalet, hvor det ville være umuligt at stille et nødberedskab.

Dansk Sygeplejeråd strammede mandag skruen over for arbejdsgiverne med en ny strejkeudvidelse i den aktuelle lønkonflikt.

Udvidelsen træder i kraft den 7. september. I Region Midtjylland er yderligere 94 sygeplejersker dermed udtaget til strejke. Det kommer især til at ramme øjenområdet, så blandt andet borgere med grå stær, efterstær og øjenlågslidelser får udskudt deres operationer, oplyser DSR.